Læsetid for børn: 8 min
Det er vintertid; jorden har et snelag, som var det marmor, hugget ud af fjeldet: Luften er høj og klar, vinden skarp som et dværgesmedet sværd, træerne står som hvide koraller, som blomstrende mandelgrene, her er friskt som på de høje alper. Dejlige er natten med nordlysblink og talløse funklende stjerner.
Stormene kommer, skyerne løfter sig, ryster svanedun; snefnuggene fyger, dækker hulvej og hus, den åbne mark og de lukkede gader. Men vi sidder i den lune stue, ved den blussende kakkelovn, og der fortælles om gammel tid; vi hører en saga:
Ved det åbne hav lå en kæmpegrav, på den sad i midnatstimen spøgelset af den begravede helt, en konge havde han været; guldringen skinnede om hans pande, håret flagrede i vinden, han var klædt i jern og stål; sit hoved bøjede han sorrigfuld og sukkede dybt i smerte som en usalig ånd.
Da kom et skib forbi. Mændene kastede anker og steg i land. En skjald var der mellem dem; han trådte hen mod kongeskikkelsen og spurgte: „Hvorfor sørger og lider du?“
Da svarede den døde: „Ingen har besunget min livsgerning; den er død og borte; sangen bar den ikke ud over landene og ind i menneskenes hjerter; derfor har jeg ikke ro, ikke hvile.“
Og han mælede om sin gerning og stordåd, den hans samtid havde kendt, men ej besunget, thi hos den var ingen skjald.
Da greb den gamle barde i harpens strenge, sang om heltens ungdomsmod, manddomskraft og god gernings storhed. Den dødes ansigt lyste derved, som skyens kant i måneskin: Glad og livsalig løftede skikkelsen sig i glans og stråler, der svandt som et nordlysblink; der var kun at se den grønsværshøj med de runeløse sten; men hen over den svang sig ved strengenes sidste klang, ret som var det ud fra harpen den kom, en lille fugl, den dejligste sangfugl med droslens klangfulde slag, med menneskehjertets sjælfyldte slag, hjemlandets klang, som trækfuglen hører den. Sangfuglen fløj over fjeld, over dal, over mark og skov, det var folkesangens fugl, der aldrig dør.
Vi hører sangen; vi hører den nu her i stuen, i vinteraftnen, mens de hvide bier sværmer derude og stormen tager stærke tag. Fuglen synger os ikke blot heltens drapa, den synger søde, bløde elskovssange, så rige og så mange,om troskab i nord; den har eventyr i toner og ord; den har ordsprog og sangsprog, der som runer lagt under død mands tunge får ham til at tale og man ved hans hjemland, folkesangens fugl.
I hedningeold, i vikingetid, hang dens rede i bardens harpe. I ridderborgens dage, da næven holdt retfærds vægtskål, kun magten var ret, en bonde og en hund vare lige i bytte, hvor fandt da sangfuglen skjul og ly? Råhed og småhed tænkte ej på den. I ridderborgens karnap, hvor borgfruen sad ved pergamentet og nedskrev de gamle minder i sang og sagn, morlille fra græstørvhuset og den omvandrende bissekræmmer sad på bænken hos hende og fortalte, der, hen over dem, flagrede og fløj, kvidrede og sang fuglen der aldrig dør, så længe jorden har en tue for dens fod, folkesangens fugl.
Nu synger den for os herinde. Ude er det snestorm og nat; den lægger runer under vor tunge, vi kender vort hjemland; Gud taler til os vor moders sprog i folkesangfuglens toner; de gamle minder løfter sig, de afblegede farver opfriskes, sagn og sang giver en velsignelsens drik, der løfter sind og tanke, så at aftnen bliver en julefest. Sneen fyger, isen knager, stormen råder, den har magten, den er herre, men ikke Vorherre.
Det er vintertid, vinden skarp som et dværgesmedet sværd; sneen fyger, – den føg, synes os, i dage og uger, og ligger som et uhyre snebjerg over den store stad; en tung drøm i vinternatten. Alt dernede skjult og borte, kun kirkens gyldne kors, troens symbol, løfter sig over snegraven og skinner i den blå luft, i det klare solskin.
Og hen over den begravede stad flyver himlens fugle, de små og de store; de pipper og de synger, som de kan det, hver fugl med sit næb.
Først kommer spurvenes flok, de pipper om alt det små i gade og i stræde, i rede og i hus; de vide historier fra forhus og baghus. „Vi kender den begravede stad,“ siger de. „Alt levende derinde har pip! pip! pip!“
De sorte ravne og krager flyver hen over den hvide sne. „Grav! grav!“ skriger de. „Dernede er endnu noget at få, noget for skrotten, den er det vigtigste; det er de flestes mening dernede på bunden og den mening er bra‘, bra‘, brav!“
De vilde svaner kommer på susende vinger, og synger om det herlige og store, der endnu spirer fra menneskenes tanker og hjerter derinde i den under snelagene hvilende stad.
Døden er der ikke, livet vælder; vi fornemmer det i toner, de bruser som fra kirkens orgel, griber os som klang fra elverhøj, som ossianske sange, som valkyriens susende vingeslag. Hvilken samklang! den taler ind i vort hjerte, løfter vor tanke, det er folkesangens fugl vi hører! Og i dette nu: Guds varme ånde puster fra oven, snebjerget slår revner, solen skinner derind, våren kommer, fuglene kommer, nye slægter, med de hjemlige, samme toner. Hør årets drapa: snestormens magt, vinternattens tunge drøm! Alt løses, alt løfter sig i dejlig sang fra folkesangens fugl, der aldrig dør.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Folkesangens fugl“ er en poetisk fortælling af Hans Christian Andersen, der dykker ned i temaer om historie, kulturarv og menneskets længsel efter at få sine historier sunget og husket. I denne fortælling skaber Andersen en forbindelse mellem fortidens heltedåd og nutidens oplevelse gennem symbolikken af en sangfugl, der repræsenterer folkesangens vedvarende kraft.
Historien begynder i en vinterkulisse, hvor naturen er barsk og stormfuld, men trods vinterens heftighed finder mennesket trøst indendørs ved ilden, hvor gamle fortællinger og sagn genopstår. En hoveddel af fortællingen er indlejret i en saga, hvor en falden konge ikke kan finde fred i døden, da hans livsgerninger ikke er blevet besunget. En skjald kommer forbi og lytter til kongens beklagelser. Ved at synge hans bedrifter til live igen, løftes kongens sjæl og transformeres til en sangfugl, der aldrig dør.
Denne sangfugl flyver over landskaberne og ind i menneskenes hjerter, bringer historier fra fortiden til nutiden og bevarer kulturel arv gennem sin sang. Uanset vinterens kulde og sneens skjul af byen, lever sangfuglens melodi. Den symboliserer håb, livets konstante bevægelse og den kollektive hukommelse. Fuglen har gennem tiderne været en kilde til identitet og forbindelse for folket, en kilde til erindring og inspiration.
Andersen væver mesterligt elementer fra den nordiske natur og historie sammen med danske kulturarv, hvilket giver fortællingen en dyb symbolsk resonans. „Folkesangens fugl“ er en hyldest til ordets og musikkens evne til at bevare og forny menneskelig erfaring på tværs af generationer.
„Folkesangens fugl“ af Hans Christian Andersen er en fantastisk fortælling, der væver elementer af nordisk mytologi, skandinavisk folklore og historiefortælling sammen. Som i mange af Andersens eventyr, er der en stærk tematik omkring erindringens og kunstens magt. Her præsenteres en vision om, hvordan de gamle historier og sange fortsat lever i vores kollektive bevidsthed og kultur.
Historien starter med en vinterbeskrivelse, der maler et isnende landskab. Indendørs, i varmen, fortælles der historier fra fortiden. En saga, der involverer en død konge, der ikke kan finde fred, indtil hans bedrifter bliver besunget af en skjald, eksemplificerer det gennemgående tema: Uden fortællingen og sangen glemmes livets store gerninger og dyder.
Folkesangens fugl bliver et symbol på den evige kunst, der bærer fortællinger, kultur og historie videre. Fuglen repræsenterer musikens og poesiens ånd, båret af tidens vingesus, der aldrig dør. Som et symbol på forbindelsen mellem fortidens heltegerninger og nutidens kultur forbliver den relevant, uanset hvordan tiderne skifter.
Midt i den barske vinter, præget af storme og sne, minder folkesangen og fuglen os om, at der er noget evigt og uforanderligt i de fortællinger, der har formet et folk. De står som en kilde til trøst, sammenhold og kulturel identitet, der kan oplyse selv de mørkeste vinteraftener.
Andersens prosa maler klare billeder og formår at frembringe en stærk følelse af både nostalgi og tidløshed. Gennem sine symbolske genskildringer samler han idéen om, at de gamle fortællinger, selv længe efter deres oprindelse, fortsætter med at opmuntre og inspirere kommende generationer. Folkesangens fugl er således ikke kun en del af historien men en evig vejleder og kilde til national og kulturel identitet.
„Sproglig analyse af eventyret“: „Folkesangens fugl“ af Hans Christian Andersen
Hans Christian Andersen er kendt for sine rige og billedlige beskrivelser, og eventyret „Folkesangens fugl“ er ingen undtagelse. Teksten er fyldt med metaforer, symbolik og en sans for dyb emotionel resonans, der bringer læseren ind i en verden, hvor både naturens elementer og menneskelige følelser spiller en central rolle. Lad os se nærmere på de sproglige elementer og symbolikken i eventyret.
Naturbeskrivelser: Andersen bruger omfattende billedsprog til at beskrive vinterens sceneri. Udtryk som „snelag, som var det marmor“ og „vinden skarp som et dværgesmedet sværd“ fremhæver ikke kun det barske vinterlandskab, men giver også teksten en nærmest episk klang. Luften karakteriseres som „høj og klar“, mens træerne sammenlignes med „hvide koraller“ og „blomstrende mandelgrene“, hvilket tilføjer en skrøbelig skønhed til det kolde landskab.
Symbolik
Folkesangens fugl: Denne fugl bliver et centralt symbol på kulturens og kunstens evighed. Fuglen repræsenterer folkesangen, der overlever tidens gang og transcenderer generationer. Den er evig som kunsten selv og forbinder fortid med nutid.
Spøgelset af den begravede helt: Dette spøgelse symboliserer fortidens gerninger som værende glemt uden sangens og kunstens evne til at fastholde erindring og ære.
Guds varme ånde og solens stråler: Disse symboliserer genfødsel og håb. Når snebjerget revner, og solen bryder frem, beskriver Andersen en ny begyndelse, en opløsning af vinterens kolde greb, som også kan tolkes som opstandelsen af håb og liv gennem kunstens og erindringens kraft.
Kontraster: Andersen balancerer i sin tekst mellem det skrøbelige og det stærke, det døde og det levende. For eksempel kontrasteres vinterens kulde og død (“det uhyre snebjerg over den store stad“) med livets og kunstens varme („Guds varme ånde puster fra oven“). Der er også en kontrast mellem tavsheden af den glemte helt og folkesangens lyde og dens evige sang.
Tematiske Elementer
Erindring og Udødelighed: Andersen undersøger, hvordan værker af kunst, sange, og fortællinger kan føre til en slags udødelighed. Helten får ikke ro eller hvile, fordi hans gerninger ikke blev sunget, mens folkesangens fugl, der symboliserer kunstens uforgængelighed, ikke vil dø, så længe der er land og folk til at lytte.
Naturens Magt vs. Menneskets Værdier: Naturen er både stærk og voldsom, men også smuk og nødvendig. Dens storme og sne står i kontrast til den ro og varme, som kunst og fortælling bringer til de, som lytter.
Kulturens Rolle: Andersen tematiserer kulturens og kunstens rolle i samfundet ved at vise, hvordan de kan bringe lys, håb og sammenhæng i ellers mørke og kolde tider.
Samlet set formår Andersen med „Folkesangens fugl“ at indfange den magi, som sprog, historie og kultur har til at bevare fortiden og inspirere nutiden. Det er en hyldest til erindringens og kunstens magt, hævet over tidens og naturens barske klør.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 39.6 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 57.2 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 10.5 |
| Gunning Fog Indeks | 12.3 |
| Coleman–Liau Indeks | 10.9 |
| SMOG Indeks | 11.5 |
| Automated Readability Indeks | 10.5 |
| Antal tegn | 5.128 |
| Antal bogstaver | 4.020 |
| Antal sætninger | 42 |
| Antal ord | 885 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 21,07 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 164 |
| Procentdel af lange ord | 18.5% |
| Antal Stavelser | 1.342 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,52 |
| Ord med tre stavelser | 87 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 9.8% |
