Læsetid for børn: 10 min
„Ding dang! ding dang!“ klinger det fra Klokkedybet i Odense Å. – Hvad er det for en å? – Den kender hvert barn i Odense by, den løber neden om haverne, fra slusen til vandmøllen hen under træbroerne. I åen vokser gule åkander, brunfjerede rør og den sorte, fløjlsagtige dunhammer, så høj og så stor; gamle, revnede piletræer, svajede og drejede, hænger langt ud i vandet på Munkemose side og ved blegmandens eng, men lige overfor er have ved have, den ene anderledes end den anden, snart med dejlige blomster og lysthuse, glatte og pæne, ligesom småt dukkestads, snart står de kun med kål eller der er slet ingen have at se, thi de store hyldebuske breder sig dér og hænger langt ud over det rindende vand, som hist og her er dybere, end man kan nå med åren. Ud for det gamle frøkenkloster er det dybeste sted, det kaldes Klokkedybet, og dér bor åmanden; han sover om dagen, når solen skinner gennem vandet, men kommer frem ved stjerneklare nætter og måneskin. Han er meget gammel; mormor har hørt om ham af sin mormor, siger hun, han lever et ensomt liv, har slet ingen at tale med uden den store, gamle kirkeklokke. Engang hang den i kirketårnet, ja nu er der ingen spor hverken af tårn eller kirke, den, der kaldtes Sankt Albani.
„Ding dang! ding dang!“ klang klokken, da tårnet stod, og en aften, da sol gik ned og klokken var i sit stærkeste sving, rev den sig løs og fløj gennem luften; det blanke malm skinnede gloende i de røde stråler.
„Ding dang! ding dang! nu går jeg i seng!“ sang klokken og fløj ud i Odense Å, hvor der var dybest, og derfor kaldes nu det sted Klokkedybet; men ikke fik den søvn eller hvile dér! hos åmanden ringer og klinger den, så at det stundom høres herop igennem vandet, og mange folk siger, at det betyder: Nu skal der nogen dø, men det er ikke derfor, nej den ringer og fortæller for åmanden, som nu ikke længere er alene.
Og hvad fortæller klokken? Den er så gammel, så gammel, er der sagt, den var til, længe før mormors mormor blev født, og dog er den i alder et barn kun imod åmanden, der er en gammel, en stille, en underlig én med åleskindsbukser og skælfiskstrøje med gule åkander i, siv om håret og andemad på skægget og det er just ikke kønt.
Hvad klokken fortæller, skal der år og dage til at give igen; den fortæller ud og ind, tit og ofte det samme, snart kort, snart langt, ligesom den lyster; den fortæller om gamle tider, de hårde, de mørke tider.
„Ved Sankt Albani kirke deroppe i tårnet, hvor klokken hang, kom munken, han var både ung og smuk, men tankefuld som ingen anden; han så fra lugen ud over Odense Å, da dens leje var bredt og mosen en sø, han så over den og den grønne vold, „Nonnebakken“ derovre, hvor klostret lå, hvor lyset skinnede fra nonnens celle; han havde kendt hende vel – og han huskede derpå, og hans hjerte slog stærkt derved – ding dang! ding dang! –“
Ja, sådan fortæller klokken.
„Der kom i tårnet bispens fjollede svend, og når jeg, klokken, der er støbt af malm, hård og tung, svingede og svang, kunne jeg have knust hans pande; han satte sig tæt under mig og legede med to pinde, ret som om de var et strengespil, og han sang dertil: ‚Nu tør jeg synge højt, hvad jeg ellers ikke tør hviske, synge om alt, hvad der gemmes bag lås og lem! der er koldt og vådt! Rotterne æder dem levende op! Ingen ved derom, ingen hører derom! heller ikke nu, thi klokken ringer så højt ding dang! ding dang!‘
„Der var en konge, de kaldte ham Knud, han nejede både for bisp og munk, men da han kom vendelboerne alt for nær med svære skatter og hårde ord, tog de våben og stænger, jog ham af sted, som var han et vildt; han tyede ind i kirken, låste port og dør; den voldsomme skare lå udenfor, jeg hørte derom: Både skader og krager, alliken med, blev skræmt ved skrig og skrål; de fløj ind i tårnet og ud igen, de så på mængden dernede, de så også ind ad kirkens vinduer, og skreg højt, hvad de så. Kong Knud lå foran alteret og bad, hans brødre Erik og Benedikt stod som vagt med dragne sværd, men kongens tjener, den falske Blake, forrådte sin herre; de vidste derude, hvor han var at ramme, og én smed en sten gennem ruden, og kongen lå død! – der var skrig og råb af den vilde hob og af fuglenes flok, og jeg råbte med, jeg sang, og jeg klang: ding dang! ding dang!“
„Kirkeklokken hænger højt, ser vidt omkring, får besøg af fuglene og forstår deres sprog, til den suser vinden ind af luger og lydhuller, af hver revne, og vinden ved alt, den har det fra luften, og den omslutter alt, hvad levende er, den trænger ind i menneskets lunger, ved alt, hvad der får lyd, hvert ord og hvert suk –! Luften ved det, vinden fortæller det, kirkeklokken forstår dens mæle og ringer det ud for den hele verden, ding dang! ding dang!“
„Men det blev mig for meget at høre og vide, jeg mægtede ikke at ringe det ud! jeg blev så træt, jeg blev så tung, at bjælken knækkede og jeg fløj ud i den skinnende luft, ned der hvor åen er dybest, hvor åmanden bor, ensom og ene og der fortæller jeg, år ud og år ind, hvad jeg har hørt og hvad jeg ved: ding dang! ding dang!“
Således lyder det fra Klokkedybet i Odense Å, det har mormor fortalt.
Men vor skolemester siger: „Der er ingen klokke, der kan ringe dernede, for den kan ikke! – og der er ingen åmand dernede, for der er ingen åmand!“ og når alle kirkeklokker klinger så lysteligt, så siger han, at det ikke er klokkerne, men at det egentligt er luften, der klinger, luften er det, der giver lyd – det sagde også mormor, at klokken havde sagt – deri er de enige og så er det vist! „Vær agtsom, vær agtsom, vogt nøje dig selv!“ siger de begge to.
Luften ved alt! den er om os, den er i os, den mæler om vor tanke og vor gerning, og den mæler det længere end klokken nede i dybet i Odense Å, hvor åmanden bor, den mæler det ud i det store himmeldyb, så langt, så langt, evigt og altid, til Himmeriges klokker klinger: „ding dang! ding dang!“
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Klokkedybet“ er et eventyr af den berømte danske forfatter Hans Christian Andersen. Historien udspiller sig i Odense, og handler om en mytisk klokke og en åmand, der bor i et dybt sted i Odense Å, kendt som Klokkedybet.
Eventyret begynder med en beskrivelse af Odense Å, der flyder gennem byen og omgivelserne, hvor gamle piletræer og frodige haver skaber en scene fyldt med naturens skønhed. Odense Å er ikke blot en fysisk lokalitet, men også et hjem for legender og historier, som børn og voksne i området kender.
Åmanden er en gådefuld, gammel skikkelse, som lever ensomt i åens dybder. Kun den fortryllede klokke, der engang hang fra Sankt Albani kirkens tårn, holder ham med selskab, når den ringer dybt nede i vandet. Legenden fortæller, hvordan klokken en aften fløj fra tårnet ned i åen, hvilket markerede det sted som Klokkedybet.
Klokken deler både dystre og historiske fortællinger om fortiden. Den taler om en tid med konger og munke, intriger og forræderi, hvor kong Knud blev forrådt og dræbt foran alteret i en kirke, en historie der blander historie med folklore. Disse fortællinger er fyldt med mystik og tjener til at underholde åmanden, som finder selskab i klokkens kald.
Eventyret slutter med en refleksion over lyd og opfattelse. Mens klokkens ringen og åmandens eksistens diskuteres af mormoren og skolemesteren, konkluderes det, at det i sidste ende er luften – selve livets ånde – der videregiver fortællingerne og bringer lyden. Dette fortæller os om menneskets forsøg på at forstå verden gennem både fantasi og fornuft, hvor det overnaturlige og det naturlige er dybt indvævet.
„Klokkedybet“ afspejler Andersens evne til at blande det fantastiske med lokalhistorie, og det forbliver en fortælling om mødet mellem det kendte og det ukendte, mellem historie og myte, med en opfordring til refleksion over det usete og uhørte i verden omkring os.
„Klokkedybet“ af Hans Christian Andersen er en fascinerende fortælling, der kombinerer elementer af folklore, historie og moral. Historien dykker ned i mystikken omkring et særligt dybt sted i Odense Å, kaldet Klokkedybet, hvor man siger, at en gammel klokke ringer som et ekko af fortiden.
I eventyret er klokken en central figur, der har sin egen historie og personificerede egenskaber. Det fortæller om svundne tider, om munkens forbudte kærlighed, og om kong Knud den Helliges tragiske skæbne. Dette bindes sammen med åmanden, en mytisk skikkelse der bor i dybet og lever et ensomt liv, kun ledsaget af klokkens melankolske klang. Klokken og åmanden deler en forståelse af tidens dybde og færd, hvor klokken fungerer som en slags evig historiefortæller.
Den gamle klokke bliver et symbol på, hvordan fortidens begivenheder fortsætter med at påvirke nuet. Historien udforsker også temaer som isolation og forbindelsen mellem det jordiske og det hinsidige. Luften—som både klokken og den menneskelige opfattelse bevæger sig igennem—er en anden central metafor. Den er overalt, vidner til alt, og bærer meddelelser videre, næsten som klokken der ringer i det stille vand.
Andersen ophæver grænsen mellem fantasi og virkelighed ved at lade skolemesterens skeptiske forklaringer brydes mod mormors eventyrlige fortællinger, hvilket leder læseren til at reflektere over, hvad man vælger at tro på.
Eventyret vender tilbage til en advarsel om, at „Luften ved alt,“ hvilket tvinger os til at overveje vores handlinger, da de har en større betydning og konsekvens–ligesom klokkens klang deruværdigt ringer gennem tiden. Denne påmindelse om moralens allestedsnærværende natur tilføjer en dybere dimension til eventyret og forankrer dets budskab i både en historisk og universel kontekst.
En sproglig analyse af H. C. Andersens eventyr „Klokkedybet“ kan fokusere på flere forskellige aspekter, såsom sprogbrug, symbolik, stilfigurer og temaer.
Her er en overordnet analyse
Poetisk og rytmisk sprog: Andersen benytter et poetisk sprog med gentagelser, især den lydlige gentagelse af „ding dang! ding dang!“, som skaber en rytmisk og næsten musikalsk kvalitet i teksten. Denne gentagelse understreger også klokkens konstante tilstedeværelse og dens betydning i fortællingen.
Sanselig beskrivelse: Der er en rig brug af sansemæssige beskrivelser, især i skildringen af naturen omkring Odense Å. Andersen beskriver detaljer som gule åkander, pilens svajen og hyldebuskenes overhæng. Disse beskrivelser maler et levende billede for læseren og forstærker eventyrets magiske atmosfære.
Symbolik
Klokken: Klokken er et centralt symbol i fortællingen og repræsenterer fortiden og dens hemmeligheder. Den er en bærer af historie og fungerer som en forbindelse mellem nutiden og de forgangne tider.
Åmanden: Denne karakter symboliserer ensomhed og tidløshed. Åmanden er en figur, der tilhører en anden verden – den magiske og mytiske – og lever i isolation fra menneskene, hvilket kan tolkes som en metafor for menneskelig ensomhed eller marginalisering.
Tematik
Tid og historie: „Klokkedybet“ omhandler historiens lag og hvordan tidens gang påvirker både mennesker og steder. Klokken fortæller gamle historier, og gennem den lærer både åmanden og læseren om fortidens begivenheder.
Fortællingens kraft: Eventyret understreger, hvordan fortællinger og myter kan have en vedvarende effekt på mennesker. Klokkens fortælling vækker både en fascination og ærefrygt i lytterne.
Virkelighed versus magi: Andersen spiller på grænsen mellem det magiske og det rationelle. Skolemesteren repræsenterer videnskaben og det realistiske verdenssyn, mens mormor, og dermed klokken og åmanden, repræsenterer det mytiske og overnaturlige, som det underbevidste stadig tror på.
Kulturelle og historiske referencer: Teksten indeholder referencer til historiske skikkelser og steder, såsom Sankt Albani kirke og kong Knud. Dette forankrer eventyret i en specifik kulturel kontekst og væver realiteten sammen med fantasien.
Fortællerstemme: Der er en tydelig fortællestemme, muligvis et barn, som formidler mormors fortællinger og skolemesterens modsvar. Denne stemme formidler både fascinationen ved historien og tvivlen, der findes i det moderne syn på gamle fortællinger.
Gennem denne blanding af flotte, detaljerede beskrivelser, symbolik og tematik, væver H. C. Andersen en fortælling, der både underholder og efterlader læseren med noget at reflektere over. „Klokkedybet“ fungerer som en påmindelse om historiens vedvarende magi og hvordan fortællinger i sig selv kan være en form for sandhed og erkendelse.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 35.6 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 66.1 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 9.6 |
| Gunning Fog Indeks | 11.3 |
| Coleman–Liau Indeks | 8.4 |
| SMOG Indeks | 10.5 |
| Automated Readability Indeks | 9.2 |
| Antal tegn | 5.901 |
| Antal bogstaver | 4.523 |
| Antal sætninger | 49 |
| Antal ord | 1.100 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 22,45 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 145 |
| Procentdel af lange ord | 13.2% |
| Antal Stavelser | 1.534 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,39 |
| Ord med tre stavelser | 79 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 7.2% |
