Læsetid for børn: 5 min
Uden for fabrikken stod i stakke højt opstablede kludebunker, samlet vidt og bredt fra; hver las havde sin historie, hver førte sin tale, men man kan ikke høre dem alle sammen. Nogle laser var indenlandske, andre var fra fremmede lande. Her lå nu en dansk las op til en norsk las; pæredansk var den ene, og ravnorsk var den anden, og det var det morsomme ved de to, vil hver fornuftig norsk og dansk sige.
De kendte nu hinanden på sproget, uagtet hvert af disse, sagde den norske, var så forskelligt, som fransk og hebraisk. „Vi går til ås for at få det råt og oprindeligt og dansken laver sig sin suttesøde fade bragesnak.“
Laserne talte og las er las i ethvert land, de gælder kun noget i kludebunken.
„Jeg er norsk!“ sagde den norske, „og når jeg siger, at jeg er norsk, så tror jeg at have sagt nok! jeg er fast i trævlerne, som urfjeldene i gamle Norge, landet, der har en konstitution, som det frie Amerika! det kildrer mig i trævlerne at tænke hvad jeg er og lade tanken malmklinge i granit-ord!“
„Men vi har en litteratur!“ sagde den danske las. „Forstår De hvad det er?“
„Forstår!“ gentog den norske, „fladelands beboer, skal jeg løfte ham tilfjelds og nordlyse ham, klud som han er! Når isen tør for den norske sol, da kommer danske pæreskuder op til os med smør og ost, ret ædelige varer! og der følger til ballast dansk litteratur. Vi behøver den ikke! man undværer helst dovent øl, der hvor det friske væld sprudler, og her er det en brønd, der ikke er boret, ikke skvaldret europæisk kendt ved aviser, kammeratskab og forfatteres rejser i udlandet. Frit taler jeg fra lungen, og dansken må vænne sig til den frie lyd, og det vil han i sin skandinaviske klamren til vort stolte klippeland, verdens urknold!“
„Således kunne nu aldrig en dansk las tale!“ sagde den danske. „Det er ikke vor natur. Jeg kender mig selv, og som jeg er alle vore laser, vi er så godmodige, så beskedne, vi tror for lidet om os selv, og det vinder man rigtignok ikke noget ved, men jeg kan så godt lide det, jeg finder det så yndigt! Forresten, det kan jeg forsikre dem, kender jeg tilfulde min egen gode bonitet, men jeg taler ikke om den, sådan fejl skal ingen kunne beskylde mig for. Jeg er blød og bøjelig, tåler alt, misunder ingen, taler godt om alle, uagtet der er ikke meget godt at sige om de fleste andre, men lad dem om det! jeg gør nu altid grin af det, for jeg er så begavet!“
„Tal mig ikke dette fladelandets bløde klistersprog, jeg vamles ved det!“ sagde den norske og løste sig i vinden fra bunken og kom over i en anden.
Papir blev de begge to, og tilfældet ville, at den norske las blev et papir, hvorpå en nordmand skrev et trofast elskovsbrev til en dansk pige, og den danske las blev manuskript for en dansk ode til pris for Norges kraft og herlighed.
Der kan også komme noget godt ud af laserne, når de først er af kludebunken og forvandlingen er sket til sandhed og skønhed, de lyser i god forståelse og i den er velsignelse.
Det er historien, den er ganske fornøjelig og fornærmer aldeles ingen uden – laserne.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Laserne“ er en af H. C. Andersens fortællinger, som på humoristisk vis skildrer forskellen mellem den norske og danske mentalitet gennem en samtale mellem to gamle klude, der ligger ved siden af hinanden i en kludebunke uden for en fabrik. Andersen bruger denne metaforiske dialog til at belyse kulturelle og nationale forskelle mellem Danmark og Norge på en både underfundig og tankevækkende måde.
Den norske klud praler af sin nordiske robusthed og stolthed, taler varmt om Norges natur, konstitution og uafhængighed. Samtidig har den en arrogant holdning til Danmarks blødere og mere tilpasningsdygtige natur. Den danske klud, derimod, fremstår som beskeden og selvkritisk, men dog bevidst om sin egen værdi. Den reflekterer over Danmarks litterære bedrifter og den særlige danske evne til at være venlig og optimistisk.
Fortællingen ender med en ironisk twist, idet de to klude – den ene danske og den anden norske – begge ender med at blive til papir, hvorpå der skrives positive budskaber henholdsvis fra en nordmand til en dansk pige og i en dansk ode til Norge. Dette understreger pointen om, at trods forskellene kan der opstå skønhed og forståelse, når man ser forbi overfladen og kulturelle fordomme. Historien afslutter med en fin pointe om forvandling og enhed, der hæver sig over den indledende konflikt og viser, hvordan noget smukt kan vokse ud af noget så tilsyneladende ubetydeligt som gamle laser.
„Laserne“ af Hans Christian Andersen er en satirisk fortælling, der omhandler de kulturelle forskelle og stereotyper mellem danskere og nordmænd, repræsenteret ved to laser, som ligger i en kludebunke uden for en fabrik. Hver las har sin egen historie og national identitet, som de stolt fremhæver i samtalen.
Den norske las er stolt og selvsikker, og beskriver sig selv som robust og fast, ligesom Norges fjelde. Den praler af Norges konstitution og frihed, og gør grin med danskernes såkaldte litteratur og madvarer. Den norske las føler en stærk national og kulturel overlegenhed, og udtrykker en vis modstand mod alt, der kommer sydfra.
Den danske las, derimod, betegner sig selv som blød, bøjelig og godmodig. Den er beskeden og taler gerne godt om alle, selvom den også anerkender sin egen værdi. Danskeren i fortællingen accepterer og endda værdsætter det, nogen kunne betragte som svagheder – en slags selvudsletende humor.
På trods af deres skænderier og nationale hovmod ender begge laser som papir. Tilfældigvis bruges den norske las til at skrive et kærligt brev fra en nordmand til en dansk pige, mens den danske las bliver manuskript for en dansk ode til Norges natur og styrke. Dette ender med at symbolisere foreningen af de to kulturer og muligheden for at finde skønhed og sandhed i samarbejde og gensidig respekt.
„Laserne“ er en kommentar på de kulturelle forskelle og det potentiale for harmoni, der kan opstå, når man ser bort fra vores forskelle og i stedet værdsætter det, vi har til fælles. Andersen bruger humor og ironi til at belyse de ofte absurde fordomme og stereotyper, der kan opstå mellem nabolande.
Hans Christian Andersens eventyr „Laserne“ er en satirisk fortælling, der bruger allegori til at diskutere kulturelle forskelle mellem Danmark og Norge. Gennem en samtale mellem to gamle klude, en norsk og en dansk, udforsker Andersen temaerne national identitet, prætentiøsitet og selvopfattelse.
Symbolik: Kludene repræsenterer mere end bare stofstykker; de er symboler for Norge og Danmark, med deres indbyrdes forskelle og ligheder. De norske las stolthed over sin konstitution og rå natur kontrasteres med den bløde, beskedne danske las.
Personifikation: Kludene får menneskelig talekraft, og deres dialog formidler nationale stereotyper. Dette greb anvendes til at give liv og humor til teksten, mens det tillader Andersen at kommentere nationernes karakteristika.
Kontrast: Der er en tydelig kontrast mellem den norske og danske klud både i sprogbrug og indstilling. Den norske klud er stolt, selvsikker og en smule overlegen, mens den danske klud fremstår beskeden, venlig og lidt selvudslettende.
Ironi: Andersen bruger ironi til at fremhæve absurditeterne i national stolthed og fordomme. Selvom kludene er uenige og kritiske over for hinandens kultur, ender de begge som papir, der tjener hinanden i en højere form – kærlighed og litteratur – hvilket understreger budskabet om, at forskelligheder kan føre til noget smukt.
Metaforer og Billeder: Norskens “malmklinge i granit-ord” og danskens “flade klistersprog” er levende metaforer, der beskriver de to kulturers sprog og mentalitet. De maler klare billeder af hvordan hver nation ser sig selv og hinanden.
Humor og Satire: Eventyret er gennemsyret af en humoristisk tone, især i den måde hvorpå de to klude præsenterer sig selv og hinandens stereotyper. Dette afspejler Andersens evne til at bruge humor til at behandle komplekse kulturelle emner uden at fornærme læserne.
Afslutningens Morale: Til sidst viser eventyret, at uanset deres oprindelse eller forskelle, kan begge kulturer bidrage positivt til hinanden og skabe noget værdifuldt. Denne forvandling er en metafor for forståelse og samarbejde mellem nationerne.
Alt i alt bruger Andersen enkle symboler og humoristisk dialog til at udfolde en rig kommentar om national identitet og kulturel forståelse, på en måde der både er underholdende og tankevækkende.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, IT |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 32.7 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 66 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 8.4 |
| Gunning Fog Indeks | 10.8 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.3 |
| SMOG Indeks | 10.7 |
| Automated Readability Indeks | 7.3 |
| Antal tegn | 3.060 |
| Antal bogstaver | 2.368 |
| Antal sætninger | 32 |
| Antal ord | 556 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 17,38 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 85 |
| Procentdel af lange ord | 15.3% |
| Antal Stavelser | 810 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,46 |
| Ord med tre stavelser | 54 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 9.7% |
