Ravnen - Eventyr af Brødrene Grimm

Læsetid for børn: 15 min

Der var engang en dronning, som havde en datter. Hun var endnu ganske lille og måtte bæres på armen. En dag var hun uartig, og moderen kunne aldeles ikke få hende til at være stille, og til sidst tabte hun tålmodigheden. Rundt om slottet fløj en mængde ravne, og dronningen lukkede vinduet op og sagde vredt: „Gid du var en ravn og fløj din vej, så havde jeg da fred.“ I samme øjeblik blev barnet forvandlet til en ravn og fløj ud af vinduet og ind i en mørk skov, hvor den blev længe, uden at forældrene hørte noget om den. Engang da en mand gik gennem skoven, hørte han ravnen råbe, og da han gik efter lyden, og kom hen til den, sagde den: „Jeg er en fortryllet prinsesse. Du kan frelse mig.“ – „Hvad skal jeg gøre?“ spurgte han. „Gå videre ind i skoven, til du kommer til et hus,“ svarede ravnen, „der bor en gammel kone, og hun vil give dig mad, men du må ikke tage imod det, for hvis du spiser eller drikker noget, falder du i en dyb søvn og kan ikke frelse mig. I haven bagved huset er der en stor barkbunke, der skal du stå og vente på mig. Tre dage i træk kommer jeg hver dag klokken to i en vogn, der er forspændt først med fire hvide, så med fire røde og den tredie dag med fire sorte heste, og hvis du så ikke er vågen, bliver jeg ikke frelst.“ Manden lovede at gøre, som hun bad, men ravnen rystede på hovedet. „Du frelser mig såmænd ikke,“ sagde den, „du spiser nok noget hos konen.“ Manden lovede endnu engang, at han hverken ville røre mad eller drikke. Da han kom til huset, kom den gamle kone ud til ham og sagde: „Hvor I ser træt ud, stakkels mand. Kom ind og hvil jer og få noget at spise.“ – „Nej, tak, jeg skal ikke have noget,“ sagde han. Men hun blev ved at plage ham. „Ja, ja, når I ikke vil spise noget, så tag dog i det mindste en slurk af dette glas. En gang er ingen gang,“ og så lod han sig overtale til at drikke. Om eftermiddagen klokken to gik han ud i haven på barkbunken for at vente på ravnen. Mens han stod der, blev han pludselig overvældet af en uimodståelig træthed og lagde sig lidt ned, men det var ikke hans mening at sove. Men næppe havde han lagt sig, før han faldt i søvn og sov så fast, at intet i verden kunne have vækket ham. Klokken to kom ravnen kørende med fire hvide heste og sagde bedrøvet: „Jeg ved jo nok, at han sover,“ og da den kom ind i haven, lå han også på barkbunken og sov. Den gik ud af vognen og ruskede i ham, men han vågnede ikke. Den næste dag kom den gamle igen ved middagstid med mad og drikke, men han ville ikke have noget. Til sidst lod han sig dog overtale til at tage en slurk af glasset. Lidt før klokken to gik han ud i haven på barkbunken for at vente på ravnen, men pludselig blev han så træt, at han ikke kunne stå på benene. Der var ikke andet for, han måtte lægge sig ned, og straks faldt han i en dyb søvn. Ravnen kom kørende med sine fire røde heste, men den tænkte bedrøvet: „Jeg ved jo, at han sover,“ og da den kom ind i haven lå han der og sov og var ikke til at få vækket. Næste dag spurgte den gamle kone, om det var hans mening at tage livet af sig, siden han hverken spiste eller drak. „Jeg hverken vil eller tør tage noget,“ sagde han. Hun stillede maden og vinen hen foran ham, og da han mærkede lugten, kunne han ikke modstå, men tog et ordentligt drag. På sædvanlig tid gik han ud i haven for at vente på prinsessen, men han blev endnu mere træt, end han plejede, lagde sig ned og sov straks så fast som en sten. Klokken to kom ravnen med fire sorte heste, og hele vognen var betrukket med sort. Hun var meget bedrøvet og tænkte: „Han sover og kan ikke frelse mig, jeg ved det jo.“ Da hun kom ind i haven lå han og sov, og hvor meget hun end ruskede i ham og kaldte på ham, kunne hun ikke få ham vågen. Da lagde hun et brød, et stykke kød og en flaske vin ved siden af ham, og han kunne tage så meget af det, han ville, der blev dog ikke mindre. Derpå tog hun en guldring med sit navn af sin finger og gav ham den på. Endelig lagde hun et brev ved siden af ham, og deri stod, hvad hun havde givet ham, og at det aldrig ville blive spist op. „Jeg indser nok, at du ikke frelser mig her,“ stod der videre, „men hvis du alligevel vil prøve derpå, så kom til det gyldne slot Strømbjerg, jeg ved, at du kan.“

Da manden vågnede og så, at han havde sovet, blev han meget bedrøvet og sagde: „Nu er hun nok kørt forbi, og jeg har ikke frelst hende.“ Da fik han øje på det, som lå ved siden af ham, og han læste nu brevet, hvori der stod, hvor det hele var kommet fra. Han anede ikke, hvor det gyldne slot lå, men stod straks op og begav sig på vej. Han flakkede længe omkring i verden, og engang kom han ind i en mørk skov og gik fjorten dagen uden at kunne finde ud igen. En aften var han så træt, at han lagde sig under en busk og faldt i søvn. Næste dag gik han videre, men da han om aftenen igen ville krybe ned under en busk, hørte han en hylen og jamren, så han slet ikke kunne falde i søvn. Da det blev så mørkt, at folk begyndte at tænde lys, så han noget blinke i det fjerne, stod op og gik i den reming. Han kom da til et hus, der så ganske lille ud, fordi der stod en kæmpe udenfor. „Hvis jeg går derhen, og kæmpen får øje på mig, er det vel ude med mig,“ tænkte han, men til sidst tog han alligevel mod til sig og trådte frem. Da kæmpen så ham, sagde han: „Det passer godt. Det er så længe siden, jeg har spist noget. Nu æder jeg dig til aftensmad.“ – „Lad hellere være,“ sagde manden, „jeg har ikke meget lyst til at blive ædt. Hvis du vil have noget at spise, har jeg nok til, at du kan blive mæt.“ – „Hvis det er sandt, skal du ikke være bange,“ sagde kæmpen, „jeg ville bare spise dig, fordi jeg ikke havde noget andet.“ De satte sig nu til bords, og manden tog brødet, vinen og kødet frem, som ikke kunne spises op. „Det kan jeg lide,“ sagde kæmpen og spiste af hjertenslyst. „Kan du ikke sige mig, hvor det gyldne slot Strømbjerg er,“ spurgte manden. „Nu skal jeg se efter på mit landkort,“ sagde kæmpen, „der står alle byer og landsbyer og huse.“ Han hentede nu kortet inde fra stuen, men slottet stod ikke derpå. „Det gør ikke noget,“ sagde han, „jeg har et oppe i skabet, der er meget større, det ser vi på.“ Men der stod det heller ikke. Manden ville nu gå videre, men kæmpen bad ham vente et par dage, til hans bror kom hjem, han var gået ud for at hente levnedsmidler. Da broderen kom, spurgte de, om han vidste, hvor slottet lå. „Lad mig først spise mig mæt, så skal jeg se på kortet,“ svarede han. Han tog dem så med op i sit værelse og de ledte og ledte på hans landkort, men kunne ikke finde det. Så tog han nogle gamle kort og de blev ved at lede, til de endelig fandt slottet, men det lå mange tusind mile borte. „Hvordan skal jeg komme derhen?“ spurgte manden. „Jeg har to timer ledig nu,“ sagde kæmpen, „så jeg skal bære dig hen i nærheden, men så må jeg hjem igen og give vores barn die.“ Han gik nu af sted med manden til de var omtrent hundrede timers gang fra slottet. „Resten af vejen kan du vel nok gå alene,“ sagde han og vendte om, manden gik nu dag og nat, til han kom til det gyldne slot Strømbjerg.

Det stod oppe på et glasbjerg, og han så den fortryllede prinsesse først køre rundt om slottet og så ind i det. Han blev meget glad ved at se hende og ville skynde sig op til hende, men hvordan han end bar sig ad, gled han hele tiden ned ad glasset. Da han mærkede, at han ikke kunne komme derop, tænkte han bedrøvet: „Så bliver jeg hernede og venter på hende.“ Han byggede sig nu en hytte og sad der et helt år. Hver dag så han prinsessen køre rundt om slottet, men han kunne ikke komme op til hende. En dag da han sad i sin hytte, så han tre røvere, der sloges, og råbte til dem: „Gud være med jer.“ Da de hørte det, holdt de op med at slås, men da de ikke så nogen, begyndte de igen, og det så helt farligt ud. „Gud være med jer,“ råbte han igen. „Det er bedst, jeg får at vide, hvad der er i vejen,“ tænkte han, og gik hen og spurgte, hvorfor de sloges. Den ene fortalte da, at han havde fundet en stok, og når man slog med den på en dør, sprang døren op, den anden havde fundet en kappe, der gjorde den, som havde den på, usynlig, og den tredie havde fundet en hest, der kunne ride overalt, også op ad glasbjerget. De vidste nu ikke, om de skulle være fælles om det, eller om de skulle skilles. „Jeg vil gerne give eder noget for de tre ting,“ sagde manden, „ganske vist har jeg ikke penge, men jeg har andre sager, som er meget mere værd. Men lad mig først prøve om det er sandt, hvad I siger.“ De lod ham nu sætte sig op på hesten, gav ham stokken i hånden og hængte kappen om ham, og så kunne de ikke se ham mere. Han gav dem nu et ordentligt slag og råbte: „Der har I, hvad der tilkommer jer, I landstrygere, er I så tilfreds.“ Så red han op ad bjerget, og da han kom til slottet, var porten låst, men sprang straks op, da han slog på den med stokken. Han gik ind i slottet, op ad en trappe og kom ind i en sal, hvor prinsessen sad med et guldbæger med vin foran sig, men hun kunne jo ikke se ham, for han havde kappen på. Da han kom hen til hende, tog han den ring, hun havde givet ham, af ringeren og kastede den ned i bægeret, så det klang. „Det er min ring,“ råbte hun, „så er min redningsmand her også.“ Hun søgte i hele slottet, men kunne ikke finde ham. Han var imidlertid gået udenfor, havde sat sig på hesten og taget kappen af. Da hun kom til porten, så hun ham og blev ude af sig selv af glæde. Han steg nu af hesten, tog hende i sine arme, og hun kyssede ham og sagde: „Nu har du frelst mig. I morgen fejrer vi vort bryllup.“

Læs et andet kort eventyr (5 min)

De tre brødre

De tre fjer

De syv ravne

Learn languages. Double-Tap on one word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.

Information til videnskabelig analyse