Læsetid for børn: 7 min
Rundt om haven var et gærde af nøddebuske, og udenfor var mark og eng med køer og får, men midt i haven stod en blomstrende rosenhæk, under den sad en snegl, den havde meget i sig, den havde sig selv.
„Vent til min tid kommer!“ sagde den, „jeg skal udrette noget mere, end at sætte roser, end at bære nødder, eller give mælk, som køer og får!“
„Jeg venter grumme meget af den!“ sagde rosenhækken. „Tør jeg spørge, når kommer det?“
„Jeg giver mig tid!“ sagde sneglen. „De har nu så meget hastværk! det spænder ikke forventningerne!“
Næste år lå sneglen omtrent på samme sted i solskinnet under rosentræet, der satte knop og udfoldede roser, altid friske, altid nye. Og sneglen krøb halvt frem, strakte ud følehornene, og tog dem til sig igen.
„Alt ser ud, som i fjor! der er ingen fremgang sket; rosentræet bliver ved roserne, videre kommer det ikke!“
Sommeren gik, efteråret gik, rosentræet havde stadigt blomster og knopper lige til sneen faldt, vejret blev råt og vådt, rosentræet bøjede sig mod jorden, sneglen krøb i jorden.
Nu begyndte et nyt år, og roserne kom frem, og sneglen kom frem.
„Nu er De en gammel rosenstok!“ sagde den. „De må snart se at gå ud. De har givet verden alt, hvad De har haft i Dem; om det betød noget, er et spørgsmål, jeg ikke havde tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det mindste for Deres indre udvikling, der var ellers kommet noget andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De går nu snart op i bare pind! Kan De forstå, hvad jeg siger?“
„De forskrækker mig!“ sagde rosenhækken. „Det har jeg aldrig tænkt over!“
„Nej, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!“
„Nej!“ sagde rosenhækken. „Jeg blomstrede i glæde, for jeg kunne ikke andet. Solen var så varm, luften så forfriskende, jeg drak den klare dug, og den stærke regn; jeg åndede, jeg levede! Der kom fra jorden en kraft op i mig, der kom en kraft fra oven, jeg fornam en lykke, altid ny, altid stor, og derfor måtte jeg altid blomstre; det var mit liv, jeg kunne ikke andet!“
„De har ført et meget mageligt liv!“ sagde sneglen.
„Tilvisse! Alt blev givet mig!“ sagde rosenhækken; „men Dem blev endnu mere givet! De er en af disse tænkende, dybsindige naturer, en af de højt begavede, der vil forbavse verden!“
„Det har jeg aldeles ikke i sinde!“ sagde sneglen. „Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med verden at gøre? jeg har nok med mig selv og nok i mig selv!“
„Men skal vi ikke alle her på jorden give vor bedste del til de andre! bringe hvad vi kan –! ja, jeg har kun givet roser! – men De? De, som fik så meget, hvad gav De verden? Hvad giver De den?“
„Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg spytter af den! den dur ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De roser, De kan ikke drive det videre! lad hasselbusken bære nødder! lad køer og får give mælk; de har hver deres publikum, jeg har mit i mig selv! jeg går ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!“
Og så gik sneglen ind i sit hus og kittede det til.
„Det er så sørgeligt!“ sagde rosentræet. „Jeg kan med bedste vilje ikke krybe ind, jeg må altid springe ud, springe ud i roser. Bladene falder af, de flyver hen i vinden! dog en af roserne så jeg blive lagt i husmoderens salmebog, en af mine roser fik plads ved en ung, dejlig piges bryst og en blev kysset af en barnemund i livsalig glæde. Det gjorde mig så vel, det var en sand velsignelse. Det er min erindring, mit liv!“
Og rosentræet blomstrede i uskyldighed, og sneglen dvaskede i sit hus, verden kom ikke ham ved.
Og åringer gik.
Sneglen var jord i jorden, rosentræet var jord i jorden; også erindringsrosen i salmebogen var vejret hen, – men i haven blomstrede nye rosenhække, i haven voksede nye snegle; de krøb ind i deres hus, spyttede, – verden kom ikke dem ved.
Skal vi læse historien om forfra igen? – Den bliver ikke anderledes.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Sneglen og Rosenhækken“ er et eventyr af Hans Christian Andersen, som tilbyder en dyb refleksion over natur, eksistens, og den enkeltes rolle i verden. Historien præsenterer en snegl og en rosenhæk som symboler på to forskellige livsanskuelser. Rosenhækken repræsenterer livets cyklus og naturens skønhed. Den blomstrer ubesværet og spreder glæde uden at stille spørgsmålstegn ved sin eksistens. Sneglen, derimod, er optaget af sin egen betydning og potentiale, men ender med at isolere sig fra verden uden at skabe noget værdifuldt.
Eventyret kan ses som en allegori over forskellige holdninger til livet. Rosenhækken lever et enkelt og glædesfyldt liv, hvor den giver, hvad den kan, til verden omkring sig, mens sneglen afviser verden og dvasker ind i sig selv. Gennem disse karakterer stiller Andersen spørgsmål ved, hvad det betyder at leve et meningsfuldt liv. Er det bedre at stille store spørgsmål og isolere sig i sin søgen efter store svar, eller er det måske meningen at leve simpelt og finde lykken i at give noget tilbage til verden?
Endelig viser historien, at livet fortsætter uanset individuelle valg, da nye generationer af roser og snegle følger dem, der gik forud. Det er et tankevækkende eventyr, der inviterer læseren til at overveje, hvordan man vælger at interagere med verdenen: ved at trække sig tilbage eller ved at blomstre og sprede glæde.
„Sneglen og rosenhækken“ af Hans Christian Andersen er en fortælling, der udfolder sig som en filosofisk fabel, der udforsker forskellige syn på eksistens og formål.
Kontrasten mellem Aktivt og Passivt Liv: Rosenhækken repræsenterer et liv i harmoni med verden omkring den, hvor den giver roser til verden og lever i glæde og enkelhed. Hækken finder mening i det at blomstre og bringe skønhed og glæde til andre. Sneglen derimod er indadvendt, selvoptaget og kontemplativ, uden at finde en ydre funktion eller formål. Denne kontrast rejser spørgsmålet om, hvad der udgør et meningsfuldt liv: at handle og bidrage positivt til verden eller at fokusere på introspektion og selvrealisering.
Filosofisk Nærmere Hun-Sig: Sneglen repræsenterer i nogen grad den filosofiske skeptiker, der distancerer sig fra livets almindelige gang den mener, at dens dybere tanker og potentiale berettiger til en særlig form for eksistens. Hermed sætter eventyret spørgsmålstegn ved idéen om intellektuel overlegenhed uden praktisk anvendelse.
Kritik af Uproduktiv Kontemplation: Anderkendelse af vigtigheden af refleksion og introspektion i livet, men også en kritik af at blive fanget i en cyklus af tomt tænkearbejde uden at det resulterer i noget håndgribeligt. Sneglen har potentiale men skaber intet, mens rosenhækken opfylder sin naturlige rolle og giver til verden.
Cirkulær Natur af Livet: Fortællingen slutter med både sneglen og rosenhækken tilbage til jorden, understregende livets cyklus og gentagelse. Nye roser og snegle vil erstatte de gamle, og det stiller spørgsmål til, om det enkelte livs valg egentlig ændrer noget på den større skala.
Menneskets Forhold til Naturen: Rosenhækken ser sin egen eksistens som meningsfuld ved at være i harmoni med naturens kræfter, accepting sin rolle i det større økosystem, hvilket kan tolkes som en kommentar på nødvendigheden af at finde sin plads og formål i verden og ikke vende sig bort fra den.
Eventyret lægger op til refleksion over, hvordan vi som enkeltpersoner vælger at interagere med verden omkring os, og hvad det vil sige at leve et fuldt og meningsfuldt liv, både for os selv og i samspil med andre.
„Sneglen og rosenhækken“ er et eventyr af Hans Christian Andersen, der udforsker temaer som mening og formål med livet, forskellen mellem aktiv deltagelse i verden og introspektiv selvtilstrækkelighed, samt hvordan man ser på sin egen livsopgave.
Eventyret udforsker en stærk kontrast mellem to karakterer: sneglen og rosenhækken. Rosenhækken repræsenterer skønhed, vækst og deltagelse i verden, mens sneglen symboliserer indadvendthed, selvoptagethed og mangel på ydre præstation.
Dialog og Perspektiv: Dialogen mellem sneglen og rosenhækken bruges til at fremhæve deres forskellige livsfilosofier. Rosenhækken blomstrer af glæde og interagerer med omverdenen ved at give roser, mens sneglen vælger isolation og selvransagelse uden at bidrage til verden.
Symbolik
Roserne: symboliserer skønhed, deling og forbindelse med verden. De er også flygtige og forgængelige, men deres indtryk på verden lever videre.
Sneglen og dens hus: symboliserer introspektion og selvtilstrækkelighed. Sneglens opførsel er også en kommentar på isolation og manglende ambition for ydre resultater.
Tematik
Livets Formål: Eventyret spørger indirekte, hvad det vil sige at leve et meningsfuldt liv. Rosenhækken søger mening gennem glæde og at give til verden, mens sneglen ser på sit begrænsede liv som selvtilstrækkeligt.
Tidens Gang: I eventyret ses også tidens cyklus og naturens fortsatte fornyelse. Selvom både snegl og rosenhæk ender som jord, fortsætter deres arter — nye rosenhække blomstrer, og nye snegle fødes.
Ironi: Der er en underliggende ironi i slutningen, hvor fortællingen konstaterer, at de nye snegle har den samme holdning som den gamle snegl. Denne cykliske gentagelse tjener som en kommentar på menneskers tilbøjelighed til at vedblive med de samme tankegangsmønstre.
Fortællerstemme: Andersen anvender en observant og lidt distanceret fortællerstemme, der beskriver begivenheder og dialoger, men lader læseren drage konklusioner om karakterernes livsvalg. Dette greb fremmer refleksion over de dybere budskaber i teksten.
Gennem „Sneglen og rosenhækken“ stiller Andersen essentielle spørgsmål om, hvordan vi vælger at relatere til verden omkring os, og hvilken virkning vores valg har på vores liv og de liv, vi berører.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 23 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 74.8 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 5.3 |
| Gunning Fog Indeks | 6.7 |
| Coleman–Liau Indeks | 8.8 |
| SMOG Indeks | 8 |
| Automated Readability Indeks | 3.2 |
| Antal tegn | 4.013 |
| Antal bogstaver | 3.033 |
| Antal sætninger | 74 |
| Antal ord | 726 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 9,81 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 96 |
| Procentdel af lange ord | 13.2% |
| Antal Stavelser | 1.048 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,44 |
| Ord med tre stavelser | 51 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 7% |
