Læsetid for børn: 5 min
Har du nogensinde set en jomfru? Det vil sige, hvad brolæggerne kalder en jomfru, én til at stampe stenbroen med. Hun er helt af træ, bred forneden med jernring om, og smal foroven med stok, den er hendes arme.
Inde i materielgården stod der to sådanne jomfruer, de stod mellem skovle, favnemål og hjulbør, og der var det rygtedes, at „jomfruen“ ikke længere skulle kaldes „jomfru,“ men derimod „stempel,“ og det er den nyeste og eneste rigtige benævnelse i brolæggersproget, for hvad vi alle i gamle tider kaldte en jomfru.
Nu er der mellem os mennesker noget, man kalder: „emanciperede fruentimmer,“ hvortil regnes institutbestyrerinder, jordemødre, danserinder, der kan stå på et ben i embedet, modehandlerinder og vågekoner, og til den række „emanciperede,“ sluttede sig også de to jomfruer i materielgården; de var jomfruer ved vejvæsenet, og de ville på ingen måde opgive deres gode, gamle navn og lade sig kalde „stempel!“
„Jomfru er et menneskenavn,“ sagde de, „men stempel er en ting, og vi lader os ikke kalde en ting, det er at skældes ud!“
„Min forlovede er i stand til at slå op med mig!“ sagde den yngste, der var forlovet med en rambuk, det er sådan en stor maskine, der driver pæle ned og altså gør i det svære, hvad jomfruen gør i det fine. „Han vil have mig som jomfru, men måske ikke som stempel, og altså kan jeg ikke lade dem døbe mig om!“
„Ja, jeg lader før mine to arme knække af!“ sagde den ældste.
Hjulbøren havde dog en anden mening, og hjulbøren var noget, den anså sig for en kvart karet, idet den gik på ét hjul. „Jeg må dog sige dem, at det, at kaldes jomfru er temmelig almindeligt og ikke nær så fint, som at kaldes stempel, thi ved at føre det navn, kommer man i række med signeterne, og tænk på lovens signet, det er det, der gør lovens segl. I Deres sted ville jeg opgive jomfruen!“
„Aldrig! det er jeg for gammel til!“ sagde den ældste.
„De kender nok ikke noget, som kaldes den europæiske nødvendighed!“ sagde det ærlige, gamle favnemål. „Man må begrænses, underordne sig, føje sig i tid og nødvendighed, og er det en lov, at jomfruen skal kaldes stempel, så må hun kaldes stempel. Enhver ting har sit favnemål!“
„Så ville jeg dog hellere,“ sagde den yngste, „lade mig kalde frøken, når galt skulle være, frøken smager dog altid lidt af jomfru!“
„Men jeg lader mig hellere hugge til pindebrænde!“ sagde den gamle jomfru.
Nu gik det til arbejde; jomfruerne kørte, de blev lagt på hjulbøren, og det var altid fin behandling, men stempel blev de kaldt.
„Jom-!“ sagde de, idet de stampede mod stenbroen; „Jom-!“ og lige var de ved at sige helt ud ordet: „Jomfru,“ men de bed ordet kort af, de tog det i sig igen, for de fandt, at de ikke engang burde svare. Men indbyrdes tiltalte de altid hinanden med navnet jomfru, og priste de gode, gamle dage, da man kaldte enhver ting ved sit rette navn, og kaldtes jomfru, når man var en jomfru; og det blev de begge to, thi rambukken, den store maskine, slog virkeligt op med den yngste, han ville ikke indlade sig med et stempel.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„To jomfruer“ er en af H. C. Andersens mange allegoriske fortællinger, hvor han bruger objekter til at skildre menneskelige egenskaber og samfundstendenser. I denne historie følger vi to „jomfruer,“ som er værktøjer, der bruges til at stampe stenbroer. De står i en materielgård og er utilfredse med, at de ikke længere må kaldes „jomfruer,“ men i stedet „stempel,“ som anses for den korrekte betegnelse i det moderne brolægningssprog.
Historien udspiller sig som en diskussion om navneændringen, hvor jomfruerne personificeres og udtrykker modstand mod at blive reduceret til simple „ting“ frem for at bevare deres „menneskenavn. “ Denne metafor tjener som en kommentar til tidens debatter om kvinders frigørelse og de identitetsmæssige konsekvenser af samfundets forventninger.
Der er flere aspekter af samfundssatire i fortællingen. Hjulbøren, som ser sig selv som en „kvart karet,“ argumenterer for pragmatisk modernitet, mens det gamle favnemål repræsenterer nødvendigheden af at tilpasse sig sociale ændringer. Jomfruerne holder dog stædigt fast i deres gamle identitet, selv da de bliver transporteret til deres arbejde og kaldt „stempel. “
Betragtningen om det indre oprør og ønsket om at blive anerkendt for deres oprindelige identitet bliver en tragikomisk skildring af, hvordan samfundets forandringer kan påvirke den enkeltes selvforståelse. Og selvom den ene jomfru overvejer et kompromis ved at kalde sig „frøken,“ som stadig minder lidt om „jomfru,“ vælger de alligevel ikke at give efter.
Konklusionen understreger historiens pointe: Jomfruernes stædige insisteren på deres oprindelige navn resulterer i et tab, da den yngste jomfru mister sin forlovede rambukken, der ikke ønsker at være forbundet med et „stempel. “ Fortællingen viser, hvordan modstand mod forandring kan føre til isolation, mens den mesterligt indkapsler de underliggende sociale temaer, som Andersen ofte adresserede i sit tidløse forfatterskab.
Historien „To jomfruer“ af Hans Christian Andersen er en fascinerende allegori over temaer som tradition versus modernitet og identitet versus funktion. I dette eventyr skildrer Andersen to brostempler, kaldet „jomfruer“, som kæmper med en navneforandring, der bliver pålagt dem af myndighederne. De tvinges til at skulle kaldes „stempler“, en mere teknisk betegnelse, der forbindes med deres funktion, men de nægter at acceptere dette, da de føler, det gør dem til „ting“ i stedet for at anerkende deres identitet.
Historiens fokus ligger meget på sprogets kraft og betydning, samt hvordan navne og titler kan påvirke vores opfattelse af os selv og vores plads i samfundet. „Jomfruerne“ føler sig degraderet fra at have en menneskelig identitet til at blive betragtet som blot værktøj. Dette afspejler en bredere samfundskommentar om de sociale og kulturelle forandringer i det 19. århundrede, hvor traditionelle synspunkter ofte blev udfordret af ny teknologi og industrialisering.
Historien trækker også paralleller til spørgsmålet om kvindefrigørelse (emancipation). Analogien til „emanciperede fruentimmer“ som institutbestyrerinder og andre selvstændige kvinder antyder en underliggende kritik af, hvordan samfundet måske ikke altid var parat til at anerkende kvindernes nye roller og navneændringer som mere end blot symbolik.
Til sidst i historien lider de to jomfruer under deres vedholdenhed over for forandring. Deres stædige fastholdelse af den gamle betegnelse koster den yngste jomfru hendes forlovede, rambukken, der ikke ønsker at have et “stempel” som partner. Det fungerer som en melankolsk kommentar til, hvordan klamren til fortiden kan føre til isolation og tab, når omverdenen udvikler sig.
Alt i alt bruger Andersen denne fortælling til at udforske, hvordan navne og identiteter kan have dybe personlige og sociale implikationer, og hvordan modstand mod forandring, selv når bevæggrundene er forståelige, kan have utilsigtede konsekvenser.
Hans Christian Andersens eventyr „To jomfruer“ er en klassisk fortælling, der på humoristisk vis bruger antropomorfisme til at fremhæve temaer som forandring, identitet og modstand mod moderne udvikling. Gennem historien bliver to objekter fra brolæggerfaget – „jomfruer“ – levendegjort og får en menneskelig bevidsthed og personlighed.
Antropomorfisme og Legemliggørelse:
Andersen giver de to jomfruer, som egentlig er værktøjer til brolægning, menneskelige egenskaber og følelser. De er i stand til at diskutere, udtrykke modstand mod forandringer, og endda bekymre sig over personlige relationer, som den yngste jomfrus forlovelse med en rambuk.
Tema – Identitet og Tradition:
Jomfruerne repræsenterer modstand mod forandring og værner om deres identitet. Andersen udfolder en dybere diskussion om, hvordan navne og benævnelser kan være kernen i ens selvforståelse og værdighed. Selvom det kun drejer sig om et navn, er modstanden mod at blive kaldt „stempel“ et symbol på ønsket om at bevare en kulturel og historisk arv.
Humor og Satire:
Teksten er fyldt med humor, især i den absurde situation hvor værktøj har personlige relationer, æresfølelse og modstand mod terminologiske ændringer. Andersen anvender satire til at kommentere på samtidens sociale ændringer, såsom emancipationen af kvinder og teknologisk udvikling, ved at drage paralleller til en hverdagsverden, hvor sågar værktøj har skarpe holdninger.
Symbole og Allegori:
Jomfruerne og deres omgang med hjulbøren og favnemålet fungerer også som allegorier for menneskers interaktioner med tidens sociale og teknologiske udviklinger. Hjulbøren og favnemålet introducerer forskellige perspektiver på forandring: en værdsætter det nye, mens den anden repræsenterer pragmatik og tilpasning til nødvendigheden.
Konservatisme vs. Modernitet:
Eventyret stiller traditionelle værdier over for modernitetens krav. Med jomfruernes stædige fastholdelse af deres gamle navn, kommer der en implicit kritik af blind modernisering og manglende respekt for det gamle.
Samlet set benytter Andersen sproget i „To jomfruer“ til at sige noget større om samfundets udvikling og individets kamp for at fastholde sin identitet midt i uundgåelige forandringer. Teksten tjener ikke kun som en underholdende fortælling, men også som en tidløs kommentar på menneskelig natur og samfundskultur.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 34.2 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 59.8 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 9.5 |
| Gunning Fog Indeks | 11.3 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.8 |
| SMOG Indeks | 10.9 |
| Automated Readability Indeks | 8.3 |
| Antal tegn | 3.054 |
| Antal bogstaver | 2.338 |
| Antal sætninger | 29 |
| Antal ord | 538 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 18,55 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 84 |
| Procentdel af lange ord | 15.6% |
| Antal Stavelser | 815 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,51 |
| Ord med tre stavelser | 52 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 9.7% |
