Læsetid for børn: 7 min
Der stod på bakken en vejrmølle, stolt at se på og stolt følte den sig:
„Aldeles ikke stolt er jeg!“ sagde den, „men jeg er meget oplyst, uden og inden. Sol og måne har jeg til udvortes brug og til indvendig med, og så har jeg desuden stearinlys, tranlampe og tælleprås; jeg tør sige, at jeg er oplyst; jeg er et tænkende væsen og så velskabt at det er en fornøjelse. Jeg har en god kværn i brystet, jeg har fire vinger og de sidder mig oppe i hovedet, lige under hatten; fuglene har kun to vinger og må bære dem på ryggen. Jeg er en hollænder af fødsel, det kan ses på min skabelon; en flyvende hollænder; den regnes til det overnaturlige, ved jeg, og dog er jeg meget naturlig. Jeg har galleri om maven og beboelseslejlighed i nederdelen; der huser mine tanker. Min stærkeste tanke, den der styrer og råder, kaldes af de andre tanker: Manden på møllen. Han ved hvad han vil, han står højt over mel og gryn, men har dog sin mage og hun kaldes mutter; hun er hjertelaget; hun løber ikke avet om, også hun ved hvad hun vil, hun ved hvad hun kan, hun er mild som et vindpust, hun er stærk som blæsten; hun forstår at lirke, at få sin vilje. Hun er mit bløde sind, fatter er mit hårde; de er to og dog én, de kalder også hinanden ‚min halvpart‘. De har rollinger de to: små tanker, som kan vokse. De små gør et styr! Forleden, da jeg i dybsindighed lod ‚fatter‘ og hans svende se kværn og hjul efter i mit bryst, jeg ville vide hvad der var i vejen, thi der var noget i vejen inden i mig, og man skal ransage sig selv, så gjorde de små et forfærdeligt styr, der ikke tager sig ud, når man, som jeg, står højt oppe på bakken; man må huske at man står i belysning: Omdømmet er også belysning. Men hvad jeg ville sige, det var et forfærdeligt styr af de små! Den mindste fór mig lige op i hatten og trallede så det kildrede i mig. De små tanker kan vokse, det har jeg fornummet, og udefra kommer også tanker og ikke ganske af min slægt, for jeg ser ingen af den, så langt jeg ser, ingen uden mig selv; men de vingeløse huse, hvor kværnen ikke høres, de har også tanker, de kommer til mine tanker og forlover sig med dem, som de kalder det. Underligt nok, ja der er meget underligt. Det er kommet over mig eller i mig; noget har forandret sig i mølleværket, det er som om fatter havde skiftet halvpart, fået et endnu mildere sind, en endnu kærligere mage, så ung og from og dog den samme, men blødere, frommere med tiden. Hvad besk var er fordunstet; det er meget fornøjeligt det hele. Dagene går og dagene kommer, altid fremad til klarhed og glæde, og så, ja det er sagt og skrevet, så kommer der en dag, at det er forbi med mig og aldeles ikke forbi! jeg skal rives ned for at rejse mig ny og bedre, jeg skal høre op og dog blive ved at være! blive en ganske anden og dog den samme! det er mig svært at begribe, ihvor oplyst jeg end er, ved sol, måne, stearin, tran og tælle! mit gamle tømmer og murværk skal rejse sig igen af gruset. Jeg vil håbe at jeg beholder de gamle tanker: Fatter på møllen, mutter, store og små, familien, den kalder jeg det hele, en og dog så mange, hele tankekompagniet, for det kan jeg ikke undvære! og mig selv må jeg også blive, med kværn i brystet, vinger på hovedet, altan om maven, ellers kan jeg ikke kende mig selv, og de andre kan heller ikke kende mig og sige, der har vi jo møllen på bakken, stolt at se, dog aldeles ikke stolt!“
Det sagde møllen, den sagde meget mere, men dette var nu det vigtigste.
Og dagene kom og dagene gik, og den yderste var den sidste.
Der gik ild i møllen; flammerne løftede sig, slog ud, slog ind, slikkede bjælker og brædder, åd dem op. Møllen faldt, der var kun en askehob tilbage; røgen fór hen over brandstedet, vinden bar den bort.
Hvad levende der havde været på møllen blev, det kom ikke noget til ved den begivenhed, det vandt ved den. Møllerfamilien, en sjæl, mange tanker og dog kun en, fik sig en ny, dejlig mølle, den kunne være tjent med, den lignede aldeles den gamle, man sagde: Der står jo møllen på bakken, stolt at se! men denne var bedre indrettet, mere tidssvarende, for det går fremad. Det gamle tømmer, der var ormstukket og svampet, lå i støv og aske; den møllekrop rejste sig ikke, som den havde troet; den tog det lige efter ordene, og man skal ikke tage alting lige efter ordene!
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Vejrmøllen“ af Hans Christian Andersen er en af hans mindre kendte eventyr, men den indeholder dybe betragtninger om identitet, forandring og udvikling. Historien fortælles fra perspektivet af en vejrmølle, der med stor selverkendelse og refleksion beskriver sig selv som en stolt og oplyst bygning. Møllen ser sig selv som et tænkende væsen, der, selvom det er statisk i dets konstruktion, har et rigt indre liv og en familie af tanker, der styrer dens funktioner.
Møllen har en stærk selvforståelse og beskriver sin ‚familie‘ bestående af „Fatter“ og „Mutter“, der repræsenterer henholdsvis logikken og hjertet i møllens sind. Sammen med deres små „rolinger“ formulerer de møllens tanker, der styrer dens eksistens. Eventyret udforsker temaet om transformation, idet møllen forudser sin egen ende og genfødsel. Det er en metafor for forandring og fornyelse, hvor det gamle bliver brændt ned for at give plads til noget nyt og bedre.
På trods af møllens selvforståede oplysthed, er der en erkendelse af, at nogle ting går ud over dens forståelse — eksempelvis den proces, hvor noget ophører med at eksistere og derefter genopstår i en anden form, men alligevel genkendelig. Møllen er skeptisk over for at miste sin identitet, men håber på at bevare sin essens.
Til sidst bliver møllen brændt ned, men bliver genopbygget som en ny og forbedret version, hvilket afspejler ideen om, at forandringer kan føre til forbedringer, samtidig med at kerneidentiteten bevares. Historien rummer et budskab om, at man ikke skal tage alting for bogstaveligt og at selv destruktive forandringer kan rumme mulighed for genfødsel og forbedring.
Hans Christian Andersens eventyr „Vejrmøllen“ er en rig historie, der kan fortolkes på flere måder.
Foranderlighed og Fornyelse: Møllen reflekterer over sin egen eksistens og erkender, at selvom den vil ophøre at eksistere i sin nuværende form, vil den blive genopbygget – bedre og mere tidssvarende. Dette kan ses som et symbol på livets cyklus og den konstante forandring, som vi alle må gennemgå.
Identitet og Eksistens: Møllen beskriver sig selv som et tænkende og bevidst væsen med et „manden på møllen“-jeg og en „mutter“-jeg. Denne dualitet kan tolkes som en undersøgelse af, hvordan vi forstår vores eget indre liv og identitet. Møllen ser sig selv som en enhed bestående af mange dele, ligesom mennesker består af mange forskellige tanker og følelser.
Naturens Skønhed og Stolthed: Møllen ser sig selv som stolt, men ikke af arrogant karakter; den er oplyst både udvendigt og indvendigt. Dette kan reflektere en balance mellem ydmyghed og en naturlig stolthed over ens plads i verden, en påmindelse om at værdsætte naturens gaver uden at lade det stige os til hovedet.
Forholdet mellem det Gamle og det Nye: Der er en gennemgående tema om respekten for det gamle og værdsættelsen af dets videreførelse i en ny form. Dette kan ses som en kommentar til, hvordan samfundet udvikler sig ved at bygge på fortidens fundament, mens det samtidig tilpasser sig fremtiden.
Livets Uforudsigelighed: Møllens tilsyneladende sikre eksistens slutter pludseligt i en brand, men ud af asken opstår en ny begyndelse. Historien understreger livets uforudsigelige natur og hvordan slutninger ofte også betyder nye begyndelser.
Hans Christian Andersens fortælling kan derfor ses som en kompleks refleksion over tilværelsens mange aspekter, der både taler til individets indre liv og til de større skift, der påvirker vores verden.
En sproglig analyse af H. C. Andersens eventyr „Vejrmøllen“ kan tage udgangspunkt i flere aspekter af sproget og de litterære virkemidler, som Andersen anvender.
1.
Personifikation:
Eventyret er et eksempel på personifikation, hvor vejrmøllen gives menneskelige træk og egenskaber.
Møllen taler om sig selv som et tænkende væsen: „Jeg har en god kværn i brystet, jeg har fire vinger. . . “ osv. Dette greb skaber en fantasifuld fortælling, hvor teknologiske objekter får liv og personlighed.
2.
Metaforer og symbolik:
Møllen symboliserer ofte industri og den menneskelige fremdrift. Men i Andersens eventyr kan den også repræsentere foranderlighed og fornyelse. Når møllen brænder ned og genopbygges i en forbedret form, kan det ses som et symbol på transformation og fremskridt. Samtidig kan det være en kommentar til tidens teknologiske ændringer og menneskets forhold til disse.
3.
Fortællerstil:
Andersen gør brug af en fortællerstemme, der både er alvidende og alligevel begrænset til vejrmøllens perspektiv, hvilket skaber en unik indlevelse i vejrmøllens „tanker“ og „følelser“. Fortællerstilen er reflekterende, og vejrmøllen fremstår næsten filosofisk i sine betragtninger om identitet og foranderlighed.
4.
Sprog og struktur:
Sproget i eventyret bærer præg af Andersens karakteristiske stil – poetisk og eftertænksomt med en blanding af humor og alvor. Fortællingen er en allegori, og sprogets kompleksitet afspejler de bagvedliggende temaer.
5.
Eksistentialisme:
Der er en eksistentialistisk dimension i vejrmøllens refleksioner over sin egen identitet og fremtid. Møllen spekulerer over, hvordan den vil være både ændret og alligevel den samme efter genopbygningen, og hvad det betyder for dens identitet.
6.
Budskab:
Budskabet i eventyret handler om, at forandring er en del af livet, og at man skal omfavne fornyelse og forbedring. Møllens ønske om at bevare sin identitet, mens den også ser frem til sin transformation, kan også tolkes som en opfordring til at balancere mellem tradition og fornyelse.
Alt i alt bruger Andersen sproget til at formidle dybe temaer gennem en fortælling, hvor en vejrmølle gøres levende og reflekterende, hvilket giver læseren stof til eftertanke om livets foranderligheder.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 35.2 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 64 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 10.3 |
| Gunning Fog Indeks | 12.2 |
| Coleman–Liau Indeks | 8 |
| SMOG Indeks | 10.5 |
| Automated Readability Indeks | 9.7 |
| Antal tegn | 4.304 |
| Antal bogstaver | 3.312 |
| Antal sætninger | 34 |
| Antal ord | 819 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 24,09 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 91 |
| Procentdel af lange ord | 11.1% |
| Antal Stavelser | 1.146 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,40 |
| Ord med tre stavelser | 54 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 6.6% |
