Læsetid for børn: 7 min
Der var en mægtig dronning, i hvis have fandtes de dejligste blomster for enhver af årets tider og fra alle verdens lande, men især var det roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de mest forskellige arter, lige fra den vilde hæk med de æbleduftende grønne blade til Provences skønneste rose, og de voksede op ad slottets mure, slyngede sig om søjlerne og vindueskarmene, ind i gangene og hen ad loftet i alle sale; og roserne vekslede i duft, form og farve.
Men sorg og bedrøvelse boede herinde; dronningen lå på sin sotteseng og lægerne forkyndte, at hun måtte dø.
„Det er dog en frelse for hende!“ sagde den viseste iblandt dem. „Bring hende verdens dejligste rose, den, der er udtrykket af den højeste og reneste kærlighed; kommer den for hendes øjne, før de brister, da dør hun ikke.“
Og unge og gamle kom rundt om fra med roser, de dejligste der blomstrede i hver have, men de roser var det ikke; fra kærlighedens urtegård måtte blomsten hentes; men hvilken rose dér var udtrykket af den højeste, den reneste kærlighed?
Og skjaldene sang om verdens dejligste rose, hver nævnede sin. Og der gik bud vidt om land til hvert hjerte der slog i kærlighed, der gik bud til hver stand og hver alder.
„Ingen har endnu nævnt blomsten;“ sagde den vise. „Ingen har peget hen på det sted hvor den fremsprang i sin herlighed. Ikke er det roserne fra Romeo og Julies kiste eller fra Valborgs grav, skønt de roser vil altid dufte gennem sagn og sange, det er ej roserne, som skyder frem fra Winkelrieds blodige lanser, fra blodet, der helligt vælder ud fra heltens bryst i døden for fædrelandet, skønt ingen død er mere sød, ingen rose rødere end dette blod, der da flyder. Ej heller er det hin underblomst, for hvis pleje manden i år og dage, i lange søvnløse nætter, i den ensomme stue, hengiver sit friske liv, videnskabens magiske rose!“
„Jeg ved, hvor den blomstrer,“ sagde en lyksalig moder, der med sit spæde barn kom til dronningens leje. „Jeg ved, hvor verdens dejligste rose findes! Den rose, der er udtrykket af den højeste og reneste kærlighed. Den blomstrer på de blussende kinder af mit søde barn, når det styrket af søvnen slår øjnene op og ler imod mig med hele sin kærlighed!“
„Dejlig er den rose, men en dejligere findes der!“ sagde den vise.
„Ja, langt skønnere!“ sagde en af kvinderne. „Jeg har set den, en mere ophøjet hellig rose blomstrer der ikke, men den var bleg, som terosens blade; på dronningens kinder så jeg den; hun havde lagt sin kongelige krone og gik selv i den lange sorgfyldte nat med sit syge barn, græd over det, kyssede det og bad til Gud en bøn for det, som en moder beder i angstens time!“
„Hellig og vidunderlig i sin magt er sorgens hvide rose, men dog er det ikke den!“
„Nej, verdens dejligste rose så jeg foran Herrens alter,“ sagde den fromme gamle biskop. „Jeg så den lyse, som en engels åsyn viste sig. De unge piger gik til nadverens bord, fornyede deres dåbs pagt, og der blussede roser og der blegnede roser på de friske kinder; en ung pige stod der; hun så med hele sjælens fulde renhed og kærlighed op mod sin Gud; det var udtrykket af den reneste og den højeste kærlighed!“
„Velsignet være den!“ sagde den vise, „dog ingen af Eder har endnu nævnt verdens dejligste rose.“
Da trådte ind i stuen et barn, dronningens lille søn; tårerne stod i hans øjne og på hans kinder; han bar en stor opslagen bog, dens bind var af fløjl og med store sølvhægter.
„Moder!“ sagde den lille, „Oh, hør dog, hvad jeg har læst!“ og barnet satte sig ved sengen og læste af bogen om ham, der hengav sig selv til korsets død for at frelse menneskene, selv de ufødte slægter. „Større kærlighed gives der ikke!“
Og der gik et rosenskær over dronningens kinder, hendes øjne blev så store, så klare, thi hun så fra bogens blade løfte sig verdens dejligste rose, billedet af den, som fremsprang fra Kristi blod på korsets træ.
„Jeg ser den!“ sagde hun. „Aldrig dør den, som ser den rose, den dejligste på jorden!“
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
Eventyret „Verdens dejligste rose“ af Hans Christian Andersen handler om en dronning, som ligger for døden. For at redde hende, skal nogen bringe hende verdens dejligste rose, en blomst, der er udtryk for den højeste og reneste kærlighed. Mange mennesker kommer og tilbyder deres fortolkning af, hvad denne rose kunne være, men ingen af dem rammer rigtigt.
En moder mener, det er hendes barns kærlighed, som er rosen, mens en anden kvinde beskriver en mors kærlighed til sit syge barn som den dejligste rose. En biskop påpeger den kærlighed og renhed, som en ung pige viste ved alteret. Men det er ikke før dronningens lille søn træder ind og læser fra Bibelen om Jesu offerdød, at dronningen ser verdens dejligste rose: den kærlighed, Kristus viste for menneskeheden ved at dø på korset.
Dette eventyr er en refleksion over, hvad ægte kærlighed indebærer. Andersen peger på, at denne kærlighed ofte findes i uselviske handlinger og de dybeste ofre, ultimativt symboliseret ved Kristi offer. Eventyret fremhæver temaerne kærlighed, tro og opofrelse som de største værdier i livet.
„Verdens dejligste rose“ er et eventyr af Hans Christian Andersen, der udforsker temaet om kærlighedens sande natur. Historien fortæller om en mægtig dronning, der ligger for døden, og det eneste, der kan redde hende, er synet af verdens dejligste rose, som er udtrykket for den højeste og reneste kærlighed.
Mange forsøger at finde denne særlige rose ved at fremhæve forskellige former for kærlighed og skønhed, men ingen af disse roser er den rigtige. En moder mener, at rosen findes på kinderne af hendes barn, en kvinde ser den i moderens kærlighed til et sygt barn, og en biskop ser den i en ung piges hengivenhed til Gud. Men det er først, når dronningens søn læser om Kristus‘ offer på korset, at dronningen ser den sande rose – en symbolsk rose, der springer frem fra Kristi kærlighed og offer.
Dette eventyr illustrerer, hvordan den højeste form for kærlighed er uselvisk og opofrende. Kærligheden portrætteres ikke blot som en følelse mellem mennesker, men som en transcendent, guddommelig kærlighed, der har kraften til at overvinde døden. Andersen bruger rosens symbolik til at repræsentere forskellige aspekter af kærlighed og skønhed, men understreger, at den reneste kærlighed er den, der er brygget på selvovergivelse og offer.
Den sproglige analyse af H. C. Andersens eventyr „Verdens dejligste rose“ kan fokusere på flere aspekter, inklusive tematik, stil, symbolik og plotstruktur.
Her er nogle centrale punkter
Kærlighed: Kærlighed er det centrale tema i eventyret. Gennem fortællingen diskuteres forskellige former for kærlighed såsom moderlig kærlighed, romantisk kærlighed, national kærlighed og den guddommelige kærlighed repræsenteret ved Kristi offer. Den højeste og reneste kærlighed, som er evig og både fysisk og åndeligt forsonende, findes i Kristus.
Offervilje: Fortællingen berører offervilje, gennem eksempelvis moderens omsorg for sit barn og i den endelige åbenbaring af Kristi offer.
Liv og død: Dronningens situation skildrer den fine linje mellem liv og død, med håbet om en mirakuløs redning gennem kærlighedens kraft.
Symbolik
Roser: Roser fungerer som det centrale symbol og repræsenterer forskellige former for kærlighed. Eventyret fremhæver, hvordan disse roser varierer i betydning og dybde, men kun én er verdens dejligste, der transcenderer jordisk kærlighed.
Dronningen og barnet: Dronningen symboliserer længslen efter det evige og det rene, mens barnet bringer indsigt, renhed og uskyld gennem hans forbindelse til bibelhistorien.
Stil
Eventyrlig tone: Fortællingen anvender et klassisk eventyrsprog med en højtidelig og næsten sakral tone, især i beskrivelser af rosernes skønhed og det guddommelige.
Detaljerigdom: Andersen benytter sig af en detaljeret beskrivelse af roserne og deres omgivelser, hvilket underbygger symbolikken og de temaer, som behandles.
Plotstruktur: Fortællingen følger en klassisk eventyrstruktur, hvor et problem introduceres (dronningens forestående død), dernæst følger en søgen (efter verdens dejligste rose), og til sidst en opnåelse af indsigt og forløsning (opdagelsen af den sande kærlighed i Kristus). Der er et klimaks i den åbenbaring, som kommer med barnets læsning fra bibelbogen, hvilket fører til dronningens indre forløsning.
Karakterer
Den vise: Funktion som en vejleder, der leder søgen efter den sande rose og dermed den sande form for kærlighed.
Moder, kvinderne og biskoppen: Hver repræsenterer deres syn på, hvor den højeste kærlighed findes, og udfordrer dermed læseren til reflektion over kærlighedens væsen.
Andersens eventyr inviterer læseren til at forstå kærlighedens dybde og mangfoldighed, afslutningsvis pegende på, at den højeste form for kærlighed transcenderer menneskelig kærlighed og manifesterer sig gennem guddommelig selvopofrelse. Eventyret bruger religiøse referencer for at understrege dette budskab og for at fremhæve den evige og ubetingede kærlighed som det ultimative ideal.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, NL |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 37.6 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 66 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 9 |
| Gunning Fog Indeks | 10.6 |
| Coleman–Liau Indeks | 10 |
| SMOG Indeks | 10.1 |
| Automated Readability Indeks | 9.1 |
| Antal tegn | 3.993 |
| Antal bogstaver | 3.112 |
| Antal sætninger | 36 |
| Antal ord | 709 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 19,69 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 127 |
| Procentdel af lange ord | 17.9% |
| Antal Stavelser | 1.013 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,43 |
| Ord med tre stavelser | 52 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 7.3% |
