Læsetid for børn: 10 min
Der er et gammelt eventyr: „Ærens tornevej for en skytte, navnlig Bryde, som vel kom til stor ære og værdighed, men ikke uden efter lang og megen viderværdighed og livets farlighed;“ Mangen en af os har vist som barn hørt det, måske som ældre læst det og tænkt på sin egen ubemærkede tornevej og „megen viderværdighed.“ Eventyret og virkeligheden ligger hinanden så nær, men eventyret har sin harmoniske opløsning her på Jorden, virkeligheden stiller den oftest ud over jordlivet ind i tid og evighed.
Verdenshistorien er en laterna magica, der viser os i lysbilleder på samtids sorte grund, hvorlunde menneskehedens velgørere, snildets martyrer, vandrer ærens tornevej.
Fra alle tider, fra alle lande fremtoner disse glansbilleder, hvert et moment kun, dog et helt liv, en levetid med dens kamp og sejr; lad os betragte, hid og did, enkelte i martyrskaren, den, der ikke sluttes, før Jorden vejrer hen.
Vi ser et opfyldt amfiteater, Aristophanes‘ skyer sende strømme af spot og munterhed til vrimlen; fra scenen latterliggøres i ånd og legeme Athens mærkeligste mand, der var folket et skjold mod de tredve tyranner: Sokrates, han, der i slagets tummel frelste Alkibiades og Xenofon, han, hvis ånd svang sig over oldtids guder, selv er han her til stede; han har rejst sig fra tilskuerbænken og stillet sig frem, at de leende atheniensere kan se, om han og vrængbilledet af ham på scenen ret ligner; der står han oprejst for dem, løftet højt over dem alle.
Du saftige, grønne, giftige skarntyde og ikke olietræet være her Athens mærke.
Syv stæder stredes om at være Homers fødestad, det vil sige, da han var død! – se ham i hans levetid! – der går han igennem disse stæder, fremsigende sine vers for at leve; tanken om den dag i morgen gråner hans hår; – han, den mægtigste seer, er blind og ensom; den hvasse torn river digterkongens kåbe i pjalter. –
Hans sange lever endnu, og ved dem alene lever oldtids guder og helte.
Billede på billede bølger frem fra morgenland og aftenland, så fjernt fra hinanden ved sted og tid og dog samme stykke ærens tornevej, hvor tidslen først sætter blomst, når graven skal pyntes.
Under palmerne kommer kameler, rigt ladte med indigo og andre kostelige skatte; de sendes fra landets hersker til ham, hvis sange er folkets glæde, landets hæder; han, hvem misundelse og løgn jog i landflygtighed, han er fundet – karavanen nærmer sig den lille by, hvor han fandt fristed; et fattigt lig bringes ud af porten, det standser karavanen. Den døde er just ham, de søger: Firdusi – endt er ærens tornevej!
Afrikaneren med de plumpe træk, de tykke læber, det sorte uldhår, sidder på paladsets marmortrappe i Portugals hovedstad og tigger – det er Camoens‘ trofaste slave, uden ham og de kobberskillinger, der kastes til ham, måtte hans herre: „Lusiadens sanger“ sulte ihjel.
Nu står et kostbart monument på Camoens‘ grav.
Atter et billede!
Der viser sig bag jernstængerne en mand, dødbleg, med langt, filtret skæg: „Jeg har gjort en opfindelse, den største i århundreder!“ råber han, „og man har i mere end tyve år holdt mig indespærret her!“ – „Hvem er han?“ – „En vanvittig!“ siger galevogteren: „Hvad kan dog ikke et menneske falde på! han tror, at man kan bevæge sig fremad ved damp!“ Salomon de Caus er det, dampkraftens opdager, der med anelsens uklare ord ikke blev forstået af en Richelieu og dør, indespærret i dårekisten.
Her står Columbus! hvem engang gadedrengene forfulgte og spottede, fordi han ville opdage en ny verden – han har opdaget den: Jubelens klokker klinger ved hans sejrshjemkomst, men misundelsens klokker lyder snart højere; verdensopdageren, han, som løftede det amerikanske guldland op over havet og gav det til sin konge, lønnes med jernlænker, dem, han ønsker lagt i sin ligkiste, de vidner om verden og om samtidens vurderen.
Billede trænger på billede, rig er ærens tornevej!
I mulm og mørke sidder her, han, som udmålte månebjergenes højde, han, som trængte ud i rummet til planeter og stjerner, han, den mægtige, der hørte og så ånden i naturen, fornemmede, at Jorden drejede sig under ham: Galilei. Blind og døv sidder han i alderdommens år, spiddet på lidelsens tjørn i fornægtelsens kval, næppe kraftig til at løfte sin fod, den, hvormed han engang i sjælesmerte, da sandhedens ord slettedes ud, stampede mod jorden og udbrød: „Den bevæger sig dog!“
Her står en kvinde med barnesind, begejstring og tro – banneret bærer hun foran den kæmpende hær, og hun bringer sit fædreland sejr og frelse. Jubelen lyder – og bålet tændes: Jeanne d’Arc, heksen, brændes. – Ja, det kommende århundrede spytter på den hvide lilje: Voltaire, viddets satyr, synger om „La pucelle.“
På Viborg ting brænder den danske adel kongens love – de lyser i flamme, belyser tid og lovgiver, kaste et glorieskær ind i det mørke fangetårn, hvor han sidder gråbåret, krumbøjet, slidende med fingeren fure i stenbordet, han, engang hersker over tre kongeriger, den folkelige drot, borgers og bondes ven: Christian den Anden. Han med det hårde sind i den hårde tid. Fjender skrev hans historie. – Syvogtyve års fængsel vil vi huske på, idet vi mindes hans blodskyld.
Der sejler et skib fra Danmark, der står en mand ved højen mast, han ser mod Hven for sidste gang: Tycho Brahe, der løftede Danmarks navn til stjernerne og lønnedes derfor med krænkelse og fortræd – han drager til et fremmed land: „Himlen er allevegne, hvad behøver jeg mere!“ er hans ord; der sejler han bort, vor berømteste mand, i fremmed land hædret og fri!
„Ak, fri! om kun selv for dette legems ulidelige smerter!“ sukker det gennem tiden til os. Hvilket billede? – Griffenfeldt, en dansk Prometheus, lænket til Munkholms klippeø.
Vi er i Amerika ved en af de store floder, en menneskemasse har samlet sig, et skib skal kunne sejle mod vind og vejr, være en magt mod elementerne: Robert Fulton hedder han, der tror at kunne det. Skibet begynder sin fart; pludseligt står det stille – hoben ler, fløjter og piber, hans egen fader piber med: „Hovmod! galskab! løn som forskyldt! under lås og lukke skal det gale hoved!“ – Da brydes et lille søm, som standsede et øjeblik maskinen, hjulene drejer, skovlene støder vandets modstand bort, skibet sejler -! Dampens væverspole forvandler timer til minutter mellem verdens lande.
Menneskeslægt! begriber du saligheden i et sådant bevidsthedens minut, denne åndens forståen af sin mission, øjeblikket, hvori al sønderrivelse fra ærens tornevej – selv den ved egen skyld – opløser sig i lægedom, sundhed, kraft og klarhed, disharmonien bliver harmoni, menneskene ser åbenbarelsen af Guds nåde, vist den enkelte, og af ham bragt dem alle?
Ærens tornevej viser sig da som en glorie om Jorden; lyksaligt at blive kåret til vandrer her og uden fortjeneste at stilles mellem bygmestrene af broen mellem menneskeslægten og Gud.
På mægtige vinger svæver historiens ånd gennem tiderne og viser – til mod og fortrøstning, til tankevækkende mildhed – i lysende billeder på natsort grund ærens tornevej, der ikke som i eventyret slutter i glans og glæde her på Jorden, men peger ud over den ind i tid og evighed.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Ærens tornevej“ af Hans Christian Andersen er et fascinerende og poetisk værk, der handler om de store personligheder i historien, som gennem modgang og kamp har opnået storhed og ære. Andersen sammenligner disse historiske skikkelser med billeder fra verdenshistorien, hvor de har gennemlevet „ærens tornevej“ — en metafor for livets hårde prøvelser og den modstand, de har mødt på deres vej mod anerkendelse og hæder.
I teksten drages paralleller mellem eventyr og virkelighed, hvor eventyret ofte har en harmonisk løsning på Jorden, mens virkelighedens afslutning strækker sig ud i tid og evighed. Andersen fremhæver berømte figurer som Sokrates, Homer, Firdusi, Camoens, Galileo Galilei, Jeanne d’Arc, Christian den Anden, Tycho Brahe, og Robert Fulton blandt andre, som alle har lidt for deres visioner, overbevisninger eller kunstneriske evner. Han understreger, at deres vej til ære ofte var fyldt med lidelse, misforståelser, og modgang — de blev ofte ikke forstået af deres samtid og blev først hædret mange år senere eller posthumt.
Eventyret adresserer også de større temaer om menneskets stræben mod det guddommelige, og hvordan modgang og lidelse kan blive transformeret til ære og anerkendelse, ikke kun i denne verden, men også i det hinsidige. „Ærens tornevej“ fungerer som en påmindelse om den pris, der ofte betales for storhed, og stiller spørgsmål om samtidens anerkendelse og tidløs ære.
Generelt set er teksten en hyldest til menneskehedens pionerer og deres uundgåelige lidelser i søgen efter sandhed, retfærdighed, og skønhed. Andersen opfordrer læseren til at reflektere over den styrke og beslutsomhed, der kræves for at følge ærens tornevej, og til at beundre dem, der har modet til at gøre det.
„Ærens tornevej“ af Hans Christian Andersen er en dyb og poetisk refleksion over de udfordringer, modgang og martyrdom, som store personligheder gennem historien har oplevet. Andersen væver en fortælling, der viser, hvordan de mest betydningsfulde mennesker ofte må gå igennem en „tornevej“ af lidelse, misforståelse og forfølgelse, før deres bedrifter anerkendes – hvis de nogensinde bliver det i deres levetid.
Den røde tråd i fortællingen er kontrasten mellem den umiddelbare virkeligheds hårdhed og de eftermæle, som historien tilbyder. Fra den fodslæbende Sokrates, der latterliggøres og dømmes til døden, til Columbus, der efter at have opdaget den nye verden ender i lænker, viser Andersen, hvordan samtidens dom ofte står i skærende kontrast til eftertidens ære og respekt.
Blandt de mange portrætter, Andersen skitserer, er der også en stærk opmærksomhed på den rolle, som skæbne og tilfældigheder spiller i de berømte skikkelsers liv. F. eks. beskrives Firdusi, der først efter døden anerkendes for sine litterære bedrifter, og Galileo Galilei, som blev tvunget til at benægte sine videnskabelige opdagelser. Disse eksempler fremhæver menneskelig storhed, men også menneskelig skrøbelighed og samfundets ofte tunge og langsomme anerkendelse af geni og fremskridt.
Andersen drager også paralleller til sin egen tid og den evige cyklus af genialitet, der møder modstand inden anerkendelse. Han antyder, at trods den jordiske modgang, finder denne „tornevej“ en større harmoni i „tid og evighed“, hvor de sande bedrifter og ægte værdier endelig får deres plads.
Afslutningsvis er der en opfordring til læseren om at se disse historiske glimt af „ærens tornevej“ som en kilde til mod, forståelse og håb for menneskeheden. Det er en påmindelse om, at storhed ofte kræver offer og tid, før det bliver del af historiens strålende arv.
„Ærens tornevej“ af Hans Christian Andersen er et poetisk og filosofisk eventyr, der reflekterer over de prøvelser, som store historiske figurer har måttet gennemgå for at opnå anerkendelse og ære. Andersen bruger sproglige billeder til at fremhæve kontrasten mellem den heroiske kamp og den ofte ensomme, foragtede eller misforståede tilværelse, som disse figurer led i deres egen tid. Her er en sproglig analyse af nogle af de centrale elementer i eventyret:
Symbolik: Titlen „Ærens tornevej“ er i sig selv symbolsk. „Tornevej“ symboliserer de vanskeligheder og smerter, man må gennemgå for at opnå noget værdifuldt eller ærefuldt. Denne vej er ikke dækket med roser, men med torne, hvilket understreger smerten og kampene.
Kontrast: Andersen bruger kontraster mellem lys og mørke, triumf og lidelse, for at male et billede af de paradokser, der ligger i heroiske liv. Heroerne bliver ofte anerkendt for deres bedrifter først efter deres lidelser eller endda efter deres død.
Allusioner: Forfatteren anvender historiske og mytiske referencer for at illustrere sine pointer. Vi ser henvisninger til Socrates, Homer, Firdusi, Camoens, Salomon de Caus, Columbus, Galilei, Jeanne d’Arc og andre. Disse skikkelser bruges til at illustrere den lidelse og misforståelse, de udholdt på æreens vej.
Metaforer: Eventyret er tæt pakket med metaforer. For eksempel ses verdenshistorien som en „laterna magica“, der projicerer de lysende øjeblikke af menneskehedens helte på den mørke baggrund af deres samtid.
Retoriske spørgsmål og udsagn: Andersen bruger retoriske spørgsmål til at engagere læseren i refleksion over de ofre, der er nødvendige for storhed. Udsagn som „Menneskeslægt! begriber du saligheden i et sådant bevidsthedens minut“ udfordrer læseren til at overveje værdsættelsen af historiens store figurer.
Tonens Elevation: Andersen bruger et ophøjet og formelt sprog, der er fyldt med patos, for at formidle sin respekt og beundring for de personer, han omtaler. Dette ophøjede sprog tilbyder en æterisk kvalitet til teksten, der understreger ideen om, at de beskrevne skikkelser var større end livet selv.
Temaer: De gennemgående temaer er lidelse, misforståelse, offer, triumf og eftermæle. Eventyret udforsker, hvordan sand storhed ofte først bliver anerkendt retrospektivt, når tiden har sanset øjeblikkets betydning og rettet samtidens fejlbedømmelser.
Gennem disse sproglige teknikker skaber Hans Christian Andersen et rigt og betagende eventyr, der ikke blot fortæller en historie, men også opfordrer læseren til at reflektere over værdien og prisen for ære og storhed.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 47.1 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 46.5 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 12 |
| Gunning Fog Indeks | 14.2 |
| Coleman–Liau Indeks | 12 |
| SMOG Indeks | 12 |
| Automated Readability Indeks | 12 |
| Antal tegn | 7.164 |
| Antal bogstaver | 5.659 |
| Antal sætninger | 53 |
| Antal ord | 1.159 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 21,87 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 292 |
| Procentdel af lange ord | 25.2% |
| Antal Stavelser | 1.893 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,63 |
| Ord med tre stavelser | 170 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 14.7% |
