Læsetid for børn: 7 min
Der var et rigt hus, et lykkeligt hus; alt derinde, herskab og tyende, vennerne med var lyksalige og glade, der var i dag født en arving, en søn; og moder og barn befandt sig vel.
Lampen i det hyggelige sovekammer var halv dækket til, svære silkegardiner af kostbare stoffer hang tæt trukket til for vinduerne. Gulvtæppet var tykt og blødt, som et mos. Alt var til at blunde, sove, dejligt udhvile sig på og det gjorde også vågekonen, hun sov, og det kunne hun, alt var godt og velsignet her. Husets skytsånd stod ved sengens hovedgærde; hen over barnet, ved moderens bryst, bredte sig, som et net af funklende stjerner, så rige, hver var en lykkens perle. Livets gode feer, alle havde de bragt deres gave til den nyfødte; her funklede sundhed, rigdom, lykke, kærlighed, kort alt, hvad menneskene kan ønske sig på Jorden.
„Alt er hér bragt og givet!“ sagde skytsånden.
„Nej!“ lød en stemme tæt ved, det var barnets gode engel. „Én fe har endnu ikke bragt sin gave, men hun bringer den, bringer den engang, om endogså år går hen. Den sidste perle mangler!“
„Mangler! her tør intet mangle og var det virkeligt så, da lad os søge hende, den mægtige fe, lad os gå til hende!“
„Hun kommer, hun kommer engang! hendes perle må til, for at kransen kan bindes sammen!“
„Hvor bor hun? Hvor er hendes hjem! sig mig det, jeg går og henter perlen!“
„Du vil det!“ sagde barnets gode engel, „jeg fører dig til hende, hvor hun endogså må søges! hun har intet blivende sted, hun kommer til kejserens slot og til den fattigste bonde, intet menneske går hun sporløs forbi, dem alle bringer hun sin gave, den være en verden eller et legetøj! også dette barn må hun møde. Du tænker, tiden er lige lang, men ikke lige nyttig, nu vel, vi går at hente perlen, den sidste perle i denne rigdom!“
Og hånd i hånd svævede de hen til det sted, som for denne stund var feens hjem.
Det var et stort hus med mørke gange, tomme stuer, og forunderligt stille; en række vinduer stod åbne, så at ret den rå luft kunne trænge ind; de lange hvide, nedhængende gardiner bevægede sig ved lufttrækket.
Midt på gulvet stod en åben ligkiste og i denne hvilede liget af en kvinde, endnu i sine bedste år; de dejligste friske roser lå hen over hende, så at kun de foldede, fine hænder var synlige og det i døden forklarede, ædle ansigt med indvielsens høje, ædle alvor i Gud.
Ved kisten stod mand og børn, en hel flok var det; den mindste sad på faderens arm, det sidste farvel bragte de; og manden kyssede hendes hånd, den, der nu var som et vissent løv, og før med kraft og kærlighed havde hygget om dem. Salte, tunge tårer faldt i store dråber på gulvet; men ikke et ord blev sagt. Tavsheden hér rummede en verden af smerte. Og stille, hulkende gik de bort.
Der stod et lys, flammen vred sig for vinden og skød op sin lange, røde tande. Fremmede folk trådte ind, de lagde låget over den døde, de slog sømmene fast, stærkt lød hammerslagene gennem husets stuer og gange, de lød til hjerterne, der blødte.
„Hvorhen fører du mig!“ spurgte skytsånden, „her bor ingen fe, hvis perle hører med til livets bedste gaver!“
„På dette sted bor hun, her i denne hellige time,“ sagde skytsenglen, og pegede hen i krogen, og der, hvor i livets dage moderen havde siddet mellem blomster og billeder, hvor hun, som husets velsignende fe, nikkede kærligt til mand, børn og venner, hvor hun, som husets solstråle, udbredte glæde og var det heles sammenhold og hjerte, der sad nu en fremmed kvinde, iført lange, side klæder, Sorgen var det, herskerinden her, moder nu i den dødes sted. Der trillede en brændende tåre ned på hendes skød, den blev en perle; den funklede med alle regnbuens farver, og englen greb den, og perlen lyste, som en stjerne med syvfarvet glans.
„Sorgens perle, den sidste, som ikke kan savnes! ved den forhøjes de andres glans og magt. Ser du skæret her af regnbuen, den, der forbinder Jorden med Himmelen. For hver af vore kære, der dør fra os, har vi en ven mere i Himmelen at længes efter. I Jordens nat ser vi opad mod stjernerne, ud mod fuldendelsen! betragt Sorgens perle, i den ligger Psychevingerne, de bærer os bort herfra!“
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Den sidste perle“ er et eventyr af Hans Christian Andersen, der beskæftiger sig med de dybere betydninger af lykke, sorg og livets rejse. I denne historie beskrives et lykkeligt og rigt hjem, hvor et nyfødt barn er velsignet med alle materielle og følelsesmæssige gaver, som gode feer har bragt. Men barnets skytsengel bemærker, at én gave stadig mangler for at fuldende kransen af lykke – sorgen.
Selvom det måske ved første øjekast kan virke paradoksalt, at en gave skulle mangle i et perfekt liv, afsløres det, at sorgen spiller en uundværlig rolle. Historien tager læseren med på en rejse til et hus i sorg, hvor en nyligt afdød moders familie tager afsked med hende. Dette scenarie konfronterer skytsånden med en dybere forståelse af, hvad det betyder at leve et fuldbyrdet liv.
Skytsenglen forklarer, at sorgen er den sidste perle, nødvendig for at knytte menneskets livserfaringer sammen, da den fremhæver de andre perlers skønhed og værdi. Sorgens perle, som bliver til i en tåre fra sorgens gudinde, bærer regnbuens farver og symboliserer forbindelsen mellem Jorden og Himlen, og minder os om, at for hver elsket person, der går bort, har vi en ven mere i Himlen.
Gennem denne symbolik illustrerer Andersen, at livet er en blanding af glæder og sorger, og at det er gennem vores tab, at vi ofte kan finde større komplementær forståelse og dybde i de øjeblikke, vi værdsætter mest. Eventyret inviterer os til at anerkende sorg, ikke som en fjende, men som en nødvendig og værdifuld del af livets større mosaik, der tilføjer dimension og sammenhæng til vores eksistens.
„Den sidste perle“ af Hans Christian Andersen er en dyb og symbolsk fortælling, der kredser om temaerne liv, død og de uundgåelige sorger, som livet bringer. Eventyret beskriver et tilsyneladende perfekt og lykkeligt liv i et rigt hus, hvor alt synes i god stand. En nyfødt arving er blevet født, og alle de gode feer har givet deres gaver – sundhed, kærlighed, rigdom, og lykke.
Dog mangler én fe stadig at aflevere sin gave: sorgens perle.
Fortællingen udforsker, hvordan livets fuldstændighed ikke kun består af glæder og lykkestunder, men også indeholder sorg og tab, som er nødvendige for at opnå en fuld oplevelse af livet. Sorgen, repræsenteret ved døden af en elsket moder, tilføjer en dimension af dybde, som de andre perler ikke kan give alene. Gennem sorger opnår de andre dele af livet en større betydning og glans.
Sorgens perle repræsenterer måske livets uundgåelige realiteter, der hjælper mennesker med at værdsætte de gode stunder. Uden den ville kransen af livets oplevelser ikke være komplet. Sorg og længsel forbinder menneskelivet med himmelske længsler og åbenbaringer, illustreret ved regnbuens lys, som skaber en bro mellem jordisk liv og himmelen.
Andersens fortælling minder sin læser om, at livets fuldendelse og skønhed også omfatter de svære stunder, og at disse oplevelser faktisk forstærker glæden ved de gode. „Den sidste perle“ viser en tilgang til livet, hvor både glade og triste stunder er lige vigtige for at opleve det fulde spektrum af menneskelige følelser og erfaringer.
„Sproglig analyse af eventyret“: „Den sidste perle“ af Hans Christian Andersen.
„Den sidste perle“ er et kort eventyr af H. C. Andersen, der udforsker temaerne lykke, sorg og livets cyklus. Sprogligt set anvender Andersen en række stilistiske virkemidler for at skabe en dyb emotionalitet og et drømmende narrativ.
1.
Symbolik:
Andersen gør stor brug af symbolik for at forstærke eventyrets temaer. Perlerne repræsenterer livets goder, og den sidste perle symboliserer sorgen, der, på trods af sin smertefulde natur, fuldender livets krans af erfaringer. Denne brug af perler som metaforer for værdifulde oplevelser viser, hvordan Andersen ofte søger dybere betydninger i tilsyneladende enkle objekter.
2.
Kontraster:
Der er en stærk kontrast i beskrivelsen af det lykkelige hus ved begyndelsen med barnets fødsel og den stille smerte ved døden senere i eventyret. Denne brug af kontraster fremhæver livets dualitet – glæde og sorg eksisterer side om side, hvilket også skaber en balance i tilværelsen.
3.
Sanselige beskrivelser:
Andersen bruger sanselige beskrivelser til at skabe stemninger. For eksempel beskrives sovekammeret som „hyggeligt“ med „svære silkegardiner“ og et blødt „gulvtæppe“. Disse detaljer skaber en atmosfære af varme og tryghed. Senere i fortællingen bidrager beskrivelsen af den kølige luft og stilheden i huset til en følelse af tomhed og tab.
4.
Personifikation:
Sorg er personificeret som en kvinde i lange side klæder. Ved at give sorg en fysisk form, understreger Andersen dens uundgåelige tilstedeværelse i livet og dens rolle som en nødvendig del af menneskelig erfaring.
5.
Poetisk sprog:
Andersen anvender et poetisk sprog, især i skildringen af Sorgens perle som „en stjerne med syvfarvet glans“. Dette sprogbrug giver eventyret en æterisk kvalitet og løfter fortællingen op til et næsten spirituelt niveau.
6.
Dialog:
Dialogen mellem barnets skytsånd og den gode engel fungerer som en filosofisk diskussion om livets værdier, og gennem deres samtale får læseren indsigt i livets uundgåelige kampe og gaver.
Samlet set arbejder H. C. Andersen i „Den sidste perle“ med komplekse ideer gennem et enkelt narrativ. Hans brug af sproglige virkemidler bidrager til en rig læseoplevelse, der inviterer til refleksion over livets dybder og dets opbygning gennem både glæde og sorg.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 33.2 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 67.9 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 8.1 |
| Gunning Fog Indeks | 9.6 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.7 |
| SMOG Indeks | 9.6 |
| Automated Readability Indeks | 7.6 |
| Antal tegn | 4.143 |
| Antal bogstaver | 3.207 |
| Antal sætninger | 43 |
| Antal ord | 739 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 17,19 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 118 |
| Procentdel af lange ord | 16% |
| Antal Stavelser | 1.061 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,44 |
| Ord med tre stavelser | 53 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 7.2% |
