Læsetid for børn: 15 min
Der var engang en gammel dronning, hvis mand var død for mange år siden. Hun havde en smuk datter, som, da hun blev stor, blev lovet bort til en prins, der boede langt borte. Da brylluppet nærmede sig, og prinsessen skulle rejse til det fremmede land, pakkede den gamle mange kostbare sager sammen til hende, guld og sølv, kostbare bægre og smykker, kort sagt alt, hvad der hørte til en kongelig medgift, for hun elskede sit barn højt. Hun lod også en kammerjomfru drage med, som skulle overgive hende til prinsen. Så fik de hver en hest at ride på, og prinsessens hed Falada og kunne tale. Da afskedstunden slog, gik den gamle mor ind i sovekammeret, tog en kniv og skar hende i fingeren, så den blødte. Derpå lod hun tre dråber falde på en hvid klud, gav datteren den og sagde: „Pas godt på den, mit barn, du vil få brug for den undervejs.“
Billede: Otto Kubel (1868 – 1951)Bedrøvet sagde de farvel til hinanden, og prinsessen stak kluden ind på sit bryst, steg til hest og red af sted til sin brudgom. Da de havde redet en times tid, var hun meget tørstig, og sagde til kammerjomfruen: „Gå ned og hent mig noget vand fra bækken i det bæger, som du har taget med. Jeg vil så gerne have noget at drikke.“ – „Hvis I er tørstig, kan I selv gå ned og lægge jer ved vandet og drikke,“ svarede kammerjomfruen, „jeg gider ikke være eders pige.“ Kongedatteren var så tørstig, at hun steg af, bøjede sig over bækken og drak af den, for hun turde ikke drikke af guldbægeret.
Billede: Otto Kubel (1868 – 1951)„Ak, Gud hjælpe mig,“ sukkede hun, og de tre bloddråber svarede: „Hvis din mor vidste det, ville hendes hjerte briste.“ Men kongedatteren var blid og god og sagde ikke noget og steg igen til hest. De red nu nogle mil, men det var varmt og solen brændte, og hun blev tørstig igen. Da de kom til en flod sagde hun til kammerjomfruen, for hun havde ganske glemt de stygge ord: „Hent mig lidt vand i mit guldbæger.“ Men kammerjomfruen svarede endnu mere uforskammet: „Skaf jer selv noget at drikke. Jeg vil ikke være jeres pige.“ Tørsten plagede prinsessen så stærkt, at hun steg af hesten og grædende bøjede sig over vandet. „Gud hjælpe mig,“ sagde hun, og bloddråberne svarede igen: „Hvis din mor vidste det, ville hendes hjerte briste.“ Medens hun drak og lænede sig langt ud faldt kluden med bloddråberne i vandet og flød af sted med strømmen, og hun var så angst, at hun slet ikke lagde mærke til det. Men kammerjomfruen havde set det og glædede sig over, at hun nu fik magt over prinsessen. Da hun havde mistet bloddråberne havde nemlig hendes styrke og kraft forladt hende. Da hun igen ville stige op på sin hest, som hed Falada, sagde kammerjomfruen: „Jeg skal sidde på Falada. Sæt du dig op på min hest,“ og bruden måtte gøre det. Så befalede hun med hårde ord prinsessen at tage sine pragtfulde klæder af, og hendes tarvelige på, og til sidst tvang hun hende til at sværge, derude under åben himmel, at hun ikke ville fortælle det til noget menneske. Hvis hun ikke aflagde denne ed, skulle hun straks dø. Men Falada så det altsammen og lagde nøje mærke til det.
Kammerjomfruen satte sig nu op på Falada og prinsessen på den dårlige hest, og de red videre, til de kom til det kongelige slot. Der blev stor glæde over deres ankomst. Kongesønnen løb dem i møde, løftede kammerjomfruen ned af hesten og troede, hun var hans brud. Han førte hende nu ind i slottet, men prinsessen måtte blive udenfor. Da den gamle konge så ud af vinduet, fik han øje på hende og så, hvor smuk og blid hun var. Han gik straks ind i prinsens værelse og spurgte bruden, hvem det var, hun havde taget med sig og som holdt dernede i gården.
„Å, jeg tog hende med for at have lidt selskab på vejen,“ svarede hun, „giv hende noget at bestille så hun ikke går og driver.“ Men den gamle konge vidste ikke, hvad han skulle sætte hende til, og til sidst sagde han: „Hun kan jo hjælpe den lille dreng, som vogter gæs.“ Drengen hed Konrad, og prinsessen måtte nu hjælpe ham med at vogte gæssene.
Kort tid efter sagde den falske brud til den unge konge: „Vil du ikke gøre mig en tjeneste, kære mand?“ – „Jo, det vil jeg gerne,“ svarede han. „Lad så rakkeren hugge hovedet af den hest, jeg red herhen på. Den har ærgret mig sådan undervejs.“ I virkeligheden var hun bange for, at hesten skulle fortælle, hvordan hun havde båret sig ad mod prinsessen. Men det kom prinsessen for øre, at den tro Falada skulle dø, og hun lovede da rakkeren nogle penge, hvis han ville gøre hende en tjeneste. I byen var der en stor, mørk port, og hver morgen og aften drev hun gæssene derigennem. Der bad hun ham nagle Faladas hovede fast, så at hun endnu engang kunne se det. Rakkeren lovede det, og da han havde hugget hovedet af hesten, slog han det op under den mørke port.
Da prinsessen og Konrad ganske tidligt næste morgen gik gennem porten, sagde hun:
„Å, Falada, der hænger du,“
og hovedet svarede:
„Ak, hvis din stakkels moder nu
din tunge, tunge skæbne vidste, da
ville hendes hjerte briste.“
Så gik de ud af byen og drev gæssene ind på engen. Der satte hun sig ned, løste sit hår, der skinnede som det pure guld, og Konrad glædede sig over den gyldne glans og ville rive et par hår af.
Billede: Otto Kubel (1868 – 1951)Men da sagde hun:
„Blæs nu, alle vilde vinde,
tag fra Konrad rask hans hat,
og lad ham den ikke finde
førend jeg
mit hår har sat.“
Da kom der sådan et vindpust, at hatten fløj af Konrad, og han måtte af sted efter den, langt hen over engen. Da han kom tilbage, havde hun redt og ordnet sit hår, og han kunne ikke få noget af det. Han blev vred og talte ikke et ord til hende, og så vogtede de gæssene til det blev aften, og de gik hjem.
Billede: Paul Hey (1867 – 1952)Da de næste morgen gik gennem den mørke port sagde prinsessen:
„Å, Falada, der hænger du,“
og hesten svarede:
„Ak, hvis din stakkels moder nu
din tunge, tunge skæbne vidste, da
ville hendes hjerte briste.“
Ude på engen satte hun sig igen til at rede sig, og da Konrad greb efter hendes hår, sagde hun hurtigt:
„Blæs nu, alle vilde vinde,
tag fra Konrad rask hans hat,
og lad ham den ikke finde,
førend jeg
mit hår har sat.“
Straks fløj hatten af ham og han måtte løbe langt bort efter den. Da han kom tilbage havde hun sat sit hår, og han kunne ikke få fat i noget af det. Så vogtede de gæs, til det blev aften.
Da de kom hjem gik Konrad op til den gamle konge og sagde: „Jeg vil ikke længere vogte gæs med den pige.“ – „Hvorfor ikke?“ spurgte kongen. „Åh, hun ærgrer mig hele dagen,“ svarede Konrad, og kongen befalede ham nu at fortælle, hvad der da var i vejen med hende. „Jo, når vi om morgenen kommer igennem den mørke port med gæssene, siger hun til et hestehovede, der hænger på muren:
„Å, Falada, der hænger du,“
og det svarer:
„Ak, hvis din stakkels moder nu
din tunge, tunge skæbne vidste,
da ville hendes hjerte briste.“
Og Konrad fortalte nu også, hvordan det gik til ude på engen, og at han måtte rende af sted efter sin hat.
Billede: Otto Kubel (1868 – 1951)Kongen befalede ham at gå ud med gæssene igen næste morgen, gik hen og satte sig ved den mørke port og hørte, hvad prinsessen sagde til Falada. Derpå gik han efter dem ud på engen og skjulte sig i en busk. Der så han nu med sine egne øjne, at de drev af sted med gæssene, og lidt efter satte hun sig ned og løste sit lange hår, der skinnede som guld. Så sagde hun:
„Blæs nu, alle vilde vinde,
tag fra Konrad rask hans hat,
og lad ham den ikke finde,
førend jeg
mit hår har sat.“
Da kom der et vindstød, og Konrad måtte styrte af sted efter sin hat, mens pigen redte og flettede sit hår. Den gamle konge så det hele, og listede sig så ubemærket bort. Da gåsepigen kom hjem om aftenen kaldte han på hende og spurgte, hvorfor hun bar sig sådan ad. „Det tør jeg ikke sige jer,“ svarede hun, „ikke for et menneske tør jeg klage min nød. Jeg har svoret det, ude under den klare himmel, ellers havde jeg måttet lade livet.“ Hvor meget han trængte ind på hende, ville hun ikke sig det. „Hvis du ikke vil fortælle det til mig, så betro ovnen din sorg,“ sagde han så og gik sin vej. Hun krøb da ind i ovnen, begyndte at klage og græde og kom frem med alt, hvad der lå hende på hjerte. „Her sidder jeg forladt af alle mennesker,“ sagde hun, „og så er jeg dog en prinsesse. Min troløse kammerjomfru tvang mig til at tage mine prægtige klæder af, og indtog min plads hos prinsen, mens jeg må tjene som simpel gåsepige.
Billede: Otto Kubel (1868 – 1951)Hvis min mor vidste det, ville hendes hjerte briste af sorg.“ Den gamle konge stod imidlertid på lur ved røret og hørte alt, hvad hun sagde. Han kom ind, kaldte på hende og lod hende iføre prægtige klæder, og hun var så dejlig, så det næsten var et under. Nu kaldte den gamle konge på sin søn og fortalte ham, at han havde fået en falsk brud, som blot var kammerjomfru. Her stod hans rette brud, og det var hende, der havde været gåsepige. Den unge konge glædede sig af hjertet, da han så hvor smuk og god hun var, og der blev nu fejret et stort gæstebud, hvortil alle venner og bekendte var indbudt. Øverst ved bordet sad brudgommen med kammerjomfruen på den ene side og prinsessen på den anden, men kammerjomfruen var forblindet og kunne ikke kende hende igen i den strålende pragt. Da de havde spist og drukket og var glade og fornøjede sagde den gamle konge til kammerjomfruen, at han ville give hende en gåde. Han fortalte om en, der havde bedraget sin herre ganske på samme måde, som hun havde bedraget prinsessen. „Hvilken dom fortjener sådan et menneske?“ spurgte han. „Han skal klædes helt af,“ svarede den falske brud, „og lægges i en tønde, der indvendig er beslået med spidse søm. To hvide heste skal spændes for tønden og trække den af sted, gade op og gade ned, lige til han dør.“ – „Du er forbryderen,“ sagde den gamle konge, „og du har dømt dig selv.“ Da straffen var fuldbyrdet, fejrede den unge konge sit bryllup med prinsessen, og de regerede længe i fryd og glæde.
Billede: Otto Kubel (1868 – 1951)
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Eventyret „Gåsepigen“ af Brødrene Grimm er en klassisk fortælling om bedrag, retfærdighed og kærlighed. Eventyret starter med en gammel dronning, der sender sin smukke datter til et fremmed land for at gifte sig med en prins. For at beskytte sin datter giver dronningen hende tre bloddråber på en klud, som skal give hende styrke undervejs. Men prinsessens kammerjomfru, der rejser med hende, udnytter en uheldig situation, hvor kluden bliver væk, og tvinger prinsessen til at bytte roller med hende. Kammerjomfruen overtager prinsessens plads som brud, mens prinsessen må leve som gåsepige.
Undervejs hænges prinsessens talende hests hoved op ved en port, og hver morgen passerer prinsessen og går forbi Faladas hoved, som stadig taler til hende. Via Faladas ord bliver både drengen Konrad og den gamle konge opmærksomme på prinsessens sande identitet. Efter en snedig plan fra den gamle konge ved at lytte til prinsessens klager i en ovn, optrævles bedrageriet, og kammerjomfruen bliver stillet til ansvar for sine handlinger med en grusom straf, hun selv har valgt.
Eventyret ender lykkeligt med, at prinsessen genforenes med prinsen, og de lever lykkeligt sammen. „Gåsepigen“ er en historie, der fremhæver vigtigheden af ærlighed og retfærdighed, mens den advarer mod bedrag og falskhed. “
Eventyret „Gåsepigen“ af Brødrene Grimm er et klassisk folkeeventyr, der indeholder mange lag af symbolik og temaer, der kan fortolkes på forskellige måder.
Identitet og Transformation: En af de centrale temaer i eventyret er tabet og genopdagelsen af ens identitet. Prinsessen, der mister sine kongelige klæder og status, skal gennemgå en række prøvelser for at genvinde sin rette plads. Hendes transformation fra prinsesse til gåsepige og tilbage understreger vigtigheden af indre værdier frem for ydre status.
Troskab og Forræderi: Eventyret kontrasterer troskab og forræderi. Mens prinsessens kammerjomfru forråder hende, viser både prinsessen og hesten Falada en konstant loyalitet. Falada, der selv i døden advarer om prinsessens skæbne, symboliserer troskabens kraft.
Retfærdighed og Straf: Slutningen af eventyret, hvor kammerjomfruen bliver straffet, viser den moralske lære om, at onde handlinger vil blive straffet, mens de gode vil blive belønnet. Denne dualitet mellem straf og belønning er typisk for mange eventyr og formidler en grundlæggende opfattelse af retfærdighed.
Søn og Faderrolle: Den gamle konge spiller en nøglerolle i at afsløre sandheden og hjælpe prinsessen tilbage til sin retmæssige plads. Dette kan ses som en repræsentation af den vise patriark, der sørger for retfærdighed og balance. Kongesønnens handlekraft er derimod begrænset indtil denne sandhed afsløres.
Kvinders Rolle og Styrke: På trods af sin sårbare situation forbliver prinsessen en stærk karakter. Hun viser modstandskraft og holder sit ord, selv under pres. Hendes styrke er ikke fysisk, men moralsk og spirituel, og hun triumferer til sidst gennem sin integritet og godhed.
Symbolik af Bloddråberne: Bloddråberne, der symboliserer prinsessens forbindelse til sin mor og hjem, fungerer som en form for beskyttelse. Deres tab repræsenterer et skift i prinsessens rejse, hvor hun konfronteres med sine udfordringer alene, men også muligheden for at overkomme dem med sin egen styrke.
Naturens Elementer: Vindens magt, der hjælper prinsessen mod hendes plageånd Konrad, kan symbolisere naturens hjælp til dem, der er i nød og som er i sandhed gode. Det indikerer også en forbindelse mellem prinsessen og verden omkring hende.
„Eventyret ‚Gåsepigen'“ er rigt på symboler og temaer, der kan udforskes, og disse fortolkninger kan give læserne mulighed for at forstå de dybere moralske og filosofiske budskaber, som Brødrene Grimm indarbejdede i deres fortællinger.
Eventyret „Gåsepigen“ af Brødrene Grimm indeholder flere sproglige elementer og temaer, der er typiske for eventyrgenren. Her er nogle centrale træk i en sproglig analyse af eventyret:
Klassisk eventyrstruktur: Begyndelsen introducerer en „gammel dronning“ og hendes „smukke datter“, hvilket er typisk for eventyr, der ofte starter med karakterer i en kongelig eller særlig situation. Det klassiske „der var engang“ signalerer også, at vi træder ind i en tidløs, eventyrlig verden. Strukturen følger en rejse, hvor hovedpersonen skal overkomme udfordringer, og slutter med belønning og retfærdighed, hvilket er typisk for eventyr, der ofte har en moral eller en lektie.
Kontrast mellem karakterer: Der er en markant kontrast mellem prinsessen og hendes kammerjomfru. Prinsessen beskrives som „blid og god“, mens kammerjomfruen er „uforskammet“ og „falsk“. Denne kontrast viser kampen mellem det gode og det onde, som er et centralt tema i mange eventyr. Prinsessens ydmygelse og kammerjomfruens bedrag skaber en spænding, der driver fortællingen og engagerer læseren i ønsket om at se retfærdigheden ske fyldest.
Magiske elementer: Hesten Falada, der kan tale, og de tre bloddråber, der advarer prinsessen, er magiske elementer, som giver historien et overnaturligt præg og tillader handlinger, der ikke ville være mulige i den virkelige verden. Magien fungerer også som en narrativ mekanisme til at afsløre sandheden og opretholde forbindelsen til prinsessens mor.
Symbolik: De tre bloddråber symboliserer en livline mellem prinsessen og hendes mor og er samtidig et stærkt symbol på kærlighedens og forbindelsens styrke. Klæderne er også symbolske – prinsesseskiftet fra kongelige klæder til tjenestepigens tøj illustrerer tab af status og identitet, men også en rejse mod ydmyghed og selvopdagelse.
Gentagelse og formelagtighed: Gentagelse er et stærkt stiltræk, hvor prinsessen flere gange taler til Faladas hoved, og Konrads hat flere gange blæser væk. Gentagelser hjælper med at forstærke temaer og budskaber, samt gør historien mere mindeværdig og nemmere at følge. Den formelagtige sprogbrug, såsom de gentagne sætninger „Ak, hvis din stakkels moder nu din tunge, tunge skæbne vidste, da ville hendes hjerte briste“, er typisk for eventyr og skaber en rytme og forventning i fortællingen.
Moral og retfærdighed: Der introduceres en klar morale om ægte værdier som godhed og sandhed, hvor prinsessens sande identitet afdækkes og belønnes, mens kammerjomfruens bedrag straffes. Slutningens retfærdighed, hvor kammerjomfruen dømmer sin egen straf, understreger en universel moral om, at onde handlinger får konsekvenser.
Gennem disse sproglige elementer formår „Gåsepigen“ at engagere læseren med sin blanding af magi, moral og spændende karakterudvikling, som er typisk for Brødrene Grimms eventyr og eventyrgenren generelt.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Nummer | KHM 89 |
| Aarne-Thompson-Uther Indeks | ATU Typ 533 |
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, PT, FI, HU, IT, JA, NL, PL, RU, TR, VI, ZH |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 32 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 67.9 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 8.6 |
| Gunning Fog Indeks | 9.9 |
| Coleman–Liau Indeks | 8.7 |
| SMOG Indeks | 9.4 |
| Automated Readability Indeks | 7.9 |
| Antal tegn | 9.736 |
| Antal bogstaver | 7.534 |
| Antal sætninger | 93 |
| Antal ord | 1.809 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 19,45 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 227 |
| Procentdel af lange ord | 12.5% |
| Antal Stavelser | 2.548 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,41 |
| Ord med tre stavelser | 109 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 6% |
