Læsetid for børn: 10 min
Der lå op til det rige herresæde en dejlig velholdt have med sjældne træer og blomster; gårdens gæster udtalte deres henrykkelse over disse, omegnens folk fra landet og købstæderne kom på søn- og helligdage og bad om tilladelse til at se haven, ja hele skoler indfandt sig til lignende visit.
Uden for haven, op til stakittet mod markvejen, stod en mægtig tidsel; den var så stor, fra roden i flere grene, så at den bredte sig og nok kunne kaldes en tidselbusk. Ingen så på den, uden det gamle asen, der trak malkepigernes mælkevogn. Det gjorde lang hals efter tidslen og sagde: „Du er køn! jeg kunne æde dig!“ men tøjret var ikke så langt at asnet kunne nå at æde den.
Der var stort selskab på gården, højadelig slægt fra hovedstaden, unge, nydelige piger, og mellem disse en frøken, langvejs fra; hun kom fra Skotland, var høj af byrd, rig på gods og guld, en brud nok værd at eje, sagde flere end én ung herre og mødrene med.
Ungdommen tumlede sig på græsplænen og spillede „kroket“; de gik mellem blomsterne, og hver af de unge piger plukkede en blomst og satte den i en af de unge herrers knaphul; men den unge skotske frøken så længe rundt om, vragede og vragede; ingen af blomsterne syntes at falde i hendes smag; da så hun over rækværket, derude stod den store tidselbusk med sine rødblå, kraftige blomster, hun så dem, hun smilte og bad husets søn plukke hende en af disse.
„Den er Skotlands blomst!“ sagde hun; „den pranger i landets våben, giv mig den!“
Og han hentede den smukkeste og stak sine fingre, som om det var den skarpeste rosentjørn, den groede på.
Tidselblomsten satte hun i den unge mands knaphul, og han følte sig højt beæret. Hver af de andre unge herrer havde gerne givet sin pragtblomst for at bære denne, givet af den skotske frøkens fine hænder. Og følte sig husets søn beæret, hvad følte sig da ikke tidselbusken, det var som gik der dug og solskin igennem den.
„Jeg er noget mere end jeg tror!“ sagde den indad. „Jeg hører nok egentlig hjemme inden for stakittet og ikke udenfor. Man stilles underligt i verden! men nu har jeg da en af mine over stakittet og sågar i knaphul!“
Hver knop, som kom frem og foldede sig ud, fortalte hun denne begivenhed, og mange dage gik der ikke, så hørte tidselbusken, ikke af mennesker, ikke af fuglekvidder, men af luften selv, der gemmer og giver lyd vidt om, lige fra havens inderste gange og gårdens stuer, hvor vinduer og døre stod åbne, at den unge herre, som fik tidselblomsten af den fine, skotske frøkens hånd, nu havde fået hånden og hjertet med. Det var et smukt par, et godt parti.
„Det har jeg fæstet sammen!“ mente tidselbusken og tænkte på blomsten, den gav til knaphullet. Hver blomst, som kom frem, fik den begivenhed at høre.
„Jeg bliver vist plantet ind i haven!“ tænkte tidslen, „måske sat i potte, som klemmer, det er nok det allerhæderligste!“
Og tidselbusken tænkte så levende derpå, at den sagde i fuld overbevisning: „Jeg kommer i potte!“
Den lovede hver lille tidselblomst, som kom frem, at den også skulle komme i potte, måske i knaphul: det højeste, der var at opnå; men ingen kom i potte, endsige i knaphul; de drak luft og lys, slikkede solskin om dagen og dug om natten, blomstrede, fik besøg af bi og bremse, der søgte efter medgiften, honningen i blomsten, og honningen tog de, blomsten lod de stå: „Det røverpak!“ sagde tidselbusken. „Gid jeg kunne spidde dem! men jeg kan ikke.“
Blomsterne hang med hovedet, sygnede hen, men der kom nye igen.
„I kommer, som I var kaldet!“ sagde tidselbusken, „hvert minut venter jeg os over stakittet.“
Et par uskyldige gåseurter og en lang tynd vejbred stod og hørte til med dyb beundring og troede alt hvad den sagde.
Det gamle asen fra mælkevognen skottede i vejkanten hen til den blomstrende tidselbusk, men tøjret var for kort til at nå den.
Og tidslen tænkte så længe på Skotlands tidsel, til hvis slægt den regnede sig, at den til sidst troede sig kommen fra Skotland og at dens forældre selv var groet ind i rigets våben. Det var en stor tanke, men stor tidsel kan nok have stor tanke.
„Man er tit af så fornem familie, at man ikke tør vide det!“ sagde nælden, som groede tæt ved, den havde også ligesom en anelse om, at den kunne blive „Netteldug,“ blev den rigtigt behandlet.
Og sommeren gik, og efteråret gik; bladene faldt af træerne, blomsterne fik stærke farver og mindre duft. Gartnerlærlingen sang i haven, hen over stakittet:
„Opad bakken, nedad bakken,
det er hele almanakken!“
De unge grantræer i skoven begyndte at få julelængsel, men der var lang tid til julen.
„Her står jeg endnu!“ sagde tidslen. „Det er, som om ingen tænkte på mig, og jeg har dog sluttet partiet; forlovet blev de, og bryllup har de holdt, det er nu otte dage siden. Ja, jeg gør ikke et skridt, for jeg kan ikke.“
Der gik endnu nogle uger; tidslen stod med sin sidste eneste blomst, stor og fyldig, nær ved roden var den skudt frem, vinden blæste koldt hen over den, farverne gik, pragten gik, blomsterbægret, stort som for blomsten på en artiskok, viste sig, som en forsølvet solsikke.
Da kom i haven det unge par, nu mand og kone; de gik langs stakittet, den unge frue så ud over det.
„Der står endnu den store tidsel!“ sagde hun. „Nu har den ikke blomst mere!“
„Jo der er spøgelset af den sidste!“ sagde han og pegede på den sølvskinnende rest af blomsten, selv en blomst.
„Dejlig er den jo!“ sagde hun. „En sådan må skæres ind i rammen omkring vort billede!“
Og den unge mand måtte igen over stakittet og bryde tidselbægret af. Det stak ham i fingrene, han havde jo kaldet det „Spøgelset.“ Og det kom ind i haven, op på gården og ind i salen; der stod et maleri: „de unge ægtefolk.“ I brudgommens knaphul var malet en tidselblomst. Der blev talt om denne, og der blev talt om blomsterbægret, de bragte, den sidste nu sølvglinsende tidselblomst, der skulle skæres efter i rammen.
Og luften bar talen ud, vidt om.
„Hvad man dog kan opleve!“ sagde tidselbusken. „Min førstefødte kom i knaphul, min sidstfødte kom i ramme! hvor kommer jeg?“
Og asnet stod ved vejkanten og skottede hen til den.
„Kom til mig, min sulekæreste! jeg kan ikke komme til dig, tøjret er ikke langt nok!“
Men tidselbusken svarede ikke; den stod mere og mere tankefuld; den tænkte og den tænkte helt op mod juletid, og så satte tanken sin blomst.
„Når ens børn er vel inde, finder en moder sig i at stå uden for stakittet!“
„Det er hæderligt tænkt!“ sagde solstrålen. „De skal også få en god plads!“
„I potte eller i ramme?“ spurgte tidslen.
„I et eventyr!“ sagde solstrålen.
Her er det!
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Hvad tidslen oplevede“ af Hans Christian Andersen er et smukt eventyr om en tilsyneladende uanselig plante, der befinder sig uden for en prægtig have tilhørende et herresæde. Tidslen, ofte overset og betragtet som en ukrudtsplante, bliver i løbet af historien en central figur gennem den skotske unge frøkens interesse. Hendes fascination af tidselblomsten, der er et symbol for Skotland, leder til en række begivenheder, der ophøjer tidslens selvværd og betydning.
Historien behandler temaer som opfattelsen af skønhed og værdighed, idet den viser, hvordan det, der normalt anses som uvæsentligt, kan have en dybere betydning og skønhed. Tidslens rejse fra at være en uanseelig plante til at blive værdsat i både et knaphul og en maleriramme illustrerer, hvordan anerkendelse og kærlighed kan transformere ens opfattelse af sig selv og ens plads i verden.
Eventyret når sin konklusion ved at vise, at tidslen finder en form for indre ro og tilfredshed ved tanken om, at dens „børn“ har fundet deres plads, også selv om den selv forbliver uden for havens indhegning. Det understreger en smuk pointe om forælderens ubetingede kærlighed og accept af sin egen situation for sine børns lykke. Hans Christian Andersen bruger symbolikken i tidslen til at nævne vigtigheden af værdsættelse af det oversete og omfavne en bredere definition af skønhed i livets eventyr.
Hans Christian Andersens eventyr „Hvad tidslen oplevede“ byder på flere interessante fortolkninger, der kan udforskes:
Symbolik og National Identitet: Tidslen, som i eventyret bliver brugt som symbol, er en stærk reference til Skotlands nationale blomst. Den skotske frøken, der foretrækker tidslen frem for de mere traditionelle haveblomster, kan ses som en hyldest til nationale og kulturelle værdier, der ofte er overset og undervurderet af omverdenen.
Hovmod og Stolthed: Tidslen, som anses som en simpel og ofte uvelkommen plante, oplever et øjebliks hæder, der får den til at opfatte sig selv som mere værdifuld end tidligere antaget. Dette kan ses som en kommentar på, hvordan ydre anerkendelse kan påvirke vores selvopfattelse, ofte til det overdrevne.
Sociale Klasser og Anerkendelse: Fortællingen kan også ses som en social kommentar til klasseskel og hvorledes samfundet værdsætter individer baseret på deres ydre værdi. Tidslen står udenfor den velholdte have, et symbol på ydre anerkendelse, men trods dette finder den en vej ind i de fornemme cirkler.
Håb og Drømme: Tidslens rejse fra vejkanten ind i rammerne af et maleri symboliserer drømmen om at finde anerkendelse og formål, selv når man er overset. Denne rejse handler om opdagelsen af egen værdi og balance mellem forventning og accept.
Naturens Skønhed og Forgængelighed: Eventyret tager også fat i ideen om naturens forgængelighed og skønhed, hvor tidslen trods modstand og et kortvarigt liv finder en varig plads i et eventyr, hvor dens historie fortælles videre.
Maternal Stolhed og Ofre: Tidslen accepterer til sidst sin position udenfor stakittet, glad for hvad dens „børn“ har opnået. Dette kan tolkes som et udtryk for moderskabets ofre og glæder, hvor forældrene ofte står i baggrunden, mens de glæder sig over deres børns succes.
Andersens eventyr formidler således komplekse temaer gennem simple karakterer og handlinger, hvilket er karakteristisk for hans fortællestil. Eventyret anvender en blanding af humor, ironi og hjertevarme til at levere sin morale om værdsættelse, selvopfattelse og anerkendelse.
Den sproglige analyse af Hans Christian Andersens eventyr „Hvad tidslen oplevede“ vil fokusere på sprogbrug, stilistiske træk, og narrative teknikker, som bidrager til fortællingens tema og symbolik.
Sprogbrug og Stil
Personifikation: Tidselbusken og andre elementer i naturen bliver personificeret, hvilket giver dem menneskelige følelser og tanker. For eksempel tænker og taler tidslen, og føler sig beæret over, at dens blomst bliver valgt til et knaphul. Denne personifikation er central i eventyret, da den giver naturen en stemme og en rolle i menneskelige forhold.
Symbolik: Tidslen symboliserer ydmyghed og misforstået skønhed. Den overses af mennesker, bortset fra æslet, der ønsker at æde den, men den får en anerkendelse gennem den skotske frøken, som ser dens skønhed og symbolske værdi. Den skotske frøken repræsenterer en udefrakommende værdsættelse og anerkendelse af det oversete.
Narrativ Teknik: Historien er fortalt i en tredjepersons synsvinkel, men giver ofte indsigt i tidslens tanker og følelser, hvilket skaber empati og forståelse for dens perspektiv. Andersen benytter humor og ironi, især i tidslens overvejelser om sin egen betydning og fremtidige hæder.
Kontraster: Der er en kontrast mellem det kultiverede og naturlige, her repræsenteret ved haven og tidslen uden for hækken. Tidslen drømmer om at blive bragt inden for som en anerkendt del af den kultiverede verden. Kontrasten mellem menneskernes overfladiske opmærksomhed og tidslens dybere, mere følelsesmæssige oplevelser.
Tematiske Elementer
Anerkendelse og Identitet: Tidslens rejse gennem fortællingen er en søgen efter anerkendelse og identitet. Den starter som en overset plante, men ender med at spille en symbolsk rolle i både brylluppet og kunstværket af parret.
Naturen som Observatør og Deltager: Tidslen er en passiv observatør af menneskeverdenen, men dens tilstedeværelse og blomster bliver aktivt involveret i menneskers liv og kunst, hvilket fremhæver naturens stille, men vigtige rolle.
Misforstået Skønhed: Gennem historien lærer vi om skønhedens subjektive natur; tidslen opfattes som ukrudt af mange, men opnår en højere status gennem det skotske symbolske perspektiv.
Denne analyse fremhæver, hvordan Andersen ved hjælp af stilistik og sprogbrug løfter en simpel tidsel til en metafor for anerkendelse og skønhedens subjektivitet. Fortællingen viser, at hvert element i naturen har sin egen værdi og historie, der blot venter på at blive fortalt og forstået i sin rette kontekst.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 31.9 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 66.7 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 7.5 |
| Gunning Fog Indeks | 9.4 |
| Coleman–Liau Indeks | 10 |
| SMOG Indeks | 9.8 |
| Automated Readability Indeks | 6.4 |
| Antal tegn | 6.581 |
| Antal bogstaver | 5.093 |
| Antal sætninger | 81 |
| Antal ord | 1.162 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 14,35 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 204 |
| Procentdel af lange ord | 17.6% |
| Antal Stavelser | 1.725 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,48 |
| Ord med tre stavelser | 107 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 9.2% |
