Læsetid for børn: 11 min
Det var vintertid, luften kold, vinden skarp, men inden døre var lunt og godt, inden døre lå blomsten, den lå i sit løg under jord og sne.
En dag faldt regn; dråberne trængte ned gennem snelaget ned i jorden, rørte ved blomsterløget, meldte om lysverdenen ovenover; snart trængte solstrålen så fin og borende, gennem sneen, ned til løget og prikkede på det.
„Kom ind!“ sagde blomsten.
„Det kan jeg ikke!“ sagde solstrålen; „jeg er ikke stærk nok til at lukke op! jeg bliver stærk til sommer.“
„Når er det sommer?“ spurgte blomsten, og gentog det, hver gang en ny solstråle trængte ned. Men det var langt fra sommertid; sneen lå endnu, der frøs is på vandet hver evige nat.
„Hvor det varer! hvor det varer!“ sagde blomsten. „Jeg føler kriblen og krablen, jeg må række mig, jeg må strække mig, jeg må lukke op, jeg må ud! nikke godmorgen til sommeren, det bliver en livsalig tid!“
Og blomsten rakte sig og strakte sig derinde mod den tynde skal, som vandet udenfor havde blødgjort, sne og jord opvarmet, solstrålen prikket ind i; den skød frem under sneen, med hvidgrøn knop på sin grønne stilk, med smalle tykke blade, der ligesom ville skærme om den. Sneen var kold, men gennemstrålet af lyset, dertil så let at bryde igennem, og her kom solstrålen med stærkere magt end før.
„Velkommen! velkommen!“ sang og klang hver stråle, og blomsten løftede sig over sneen ud i lysverdenen. Solstrålerne klappede og kyssede den, så at den åbnede sig helt, hvid som sneen og pyntet med grønne striber. Den bøjede sit hoved i glæde og ydmyghed.
„Dejlige blomst!“ sang solstrålerne. „Hvor du er frisk og skær! du er den første, du er den eneste! Du er vor kærlighed! Du ringer sommer, dejlig sommer over land og by! Al sneen skal smelte! de kolde vinde jages bort! Vi skal råde! Alting vil grønnes! Og så får du selskab, syrener og guldregn og til sidst roserne, men du er den første, så fin og skær!“
Det var en stor fornøjelse. Det var, som luften sang og klang, som trængte lysets stråler ind i dens blade og stilk; der stod den så fin og let til at bryde og dog så kraftig, i ung dejlighed; den stod i hvid kjortel med grønne bånd og priste sommer. Men det var langt fra sommertid, skyer skjulte solen, skarpe vinde blæste på den.
„Du er kommet lidt for tidligt!“ sagde vind og vejr. „Vi har endnu magten! den skal du føle og finde dig i! Du skulle være blevet inden døre, ikke løbet ud at stadse, det er ikke tiden endnu!“
Det var bidende koldt! Dagene, som kom, bragte ikke en solstråle! det var vejr til at fryse i stykker i, for sådan en lille skør blomst. Men der var mere styrke i den, end den selv vidste; den var stærk i glæde og tro på den sommer, der måtte komme; der var den forkyndt i dens dybe attrå og bekræftet af det varme sollys, og således stod den med fortrøstning i sin hvide dragt, i den hvide sne, bøjende sit hoved, når snefnuggene faldt tætte og tunge, medens de isnende vinde fór hen over den.
„Du knækker over!“ sagde de. „Visner, isner! Hvad ville du ude! Hvorfor lod du dig lokke, solstrålen har gækket dig! Nu kan du have det så godt, du sommergæk!“
„Sommergæk!“ gentog den i den kolde morgenstund.
„Sommergæk!“ jublede nogle børn, der kom ned i haven, „der står én, så yndig, så dejlig, den første, den eneste!“
Og de ord gjorde blomsten så godt, det var ord ligesom varme solstråler. Blomsten fornemmede i sin glæde ikke engang, at den blev plukket; den lå i barnehånd, blev kysset af barnemund, blev bragt ind i den varme stue, set på af milde øjne, sat i vand, så styrkende, så oplivende. Blomsten troede, at den med et var kommet lige ind i sommeren.
Datteren i huset, en yndig, lille pige, hun var konfirmeret, hun havde en kær lille ven, og han var også konfirmeret, han læste til levebrød. „Han skal være min sommergæk!“ sagde hun; tog så den fine blomst, lagde den i et duftende stykke papir, som der var skrevet vers på, vers om blomsten, der begyndte med sommergæk, og endte med sommergæk, „lille ven, vær vinternar!“ hun havde gækket ham med sommeren. Ja, det stod alt sammen i verset, og det blev lagt som brev, blomsten lå deri, og der var mørkt om den, mørkt, som da den lå i løget. Blomsten kom på rejse, lå i postsæk, blev klemt og knuget, det var slet ikke behageligt; men det fik også ende.
Rejsen var forbi, brevet blev åbnet og læst af den kære ven; han var så fornøjet, han kyssede blomsten, og den blev, med sit vers omkring sig, lagt ned i en skuffe, hvori lå flere dejlige breve, men alle uden blomst, den var den første, den eneste, som solstrålerne havde kaldt den, og det var fornøjeligt at tænke over.
Længe fik den også lov at tænke derover, den tænkte, medens sommeren gik, og den lange vinter gik, og det blev sommer igen, da kom den atter frem. Men da var den unge mand slet ikke glad; han tog så hårdt på papirerne, smed verset hen, så at blomsten faldt på gulvet, flad og vissen var den blevet, men derfor skulle den dog ikke kastes på gulvet; dog der lå den bedre end i ilden, der blussede versene og brevene op. Hvad var der sket? Hvad der sker så tit. Blomsten havde gækket ham, det var en spøg; jomfruen havde gækket ham, det var ingen spøg; hun havde kåret sig en anden ven i skærsommer.
I morgenstunden skinnede solen ind på den lille fladtrykte sommergæk, der så ud, som den var malet på gulvet. Pigen, som fejede, tog den op, lagde den ind i en af bøgerne på bordet, idet hun troede, at den var faldet ud, da hun ryddede op og lagde i orden. Og blomsten lå igen mellem vers, trykte vers, og de er fornemmere end de skrevne, i det mindste er der kostet mere på dem.
Så gik åringer, bogen stod på hylden; nu kom den frem, blev åbnet og læst i; det var en god bog: Vers og viser af den danske digter Ambrosius Stub, som nok er værd at kende. Og manden, som læste i bogen, vendte bladet. „Der ligger jo en blomst!“ sagde han, „en sommergæk! det er nok med betydning, den er lagt her; stakkels Ambrosius Stub! han var også en sommergæk, en digtergæk! han kom for tidlig i sin tid, og derfor fik han slud og skarpe vinde, gik på omgang hos de fynske herremænd, som blomst i vandglasset, blomst i rimbrevet! sommergæk, vinternar, spas og narrestreger, og dog den første, den eneste, den ungdomsfriske danske digter. Ja, lig som mærke i bogen, lille sommergæk! du er lagt der med betydning.“
Og så blev sommergækken igen lagt i bogen, og følte sig der både beæret og fornøjet ved at vide, at den var mærke i den dejlige sangbog, og at den, der havde først sunget og skrevet om den, også havde været sommergæk, stået til nar i vinteren. Blomsten forstod det nu på sin måde, ligesom vi enhver ting på vor måde.
Det var eventyret om sommergækken!
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Sommergækken“ af Hans Christian Andersen er en metaforisk fortælling, der fokuserer på en lille blomst, der bryder igennem vinterens kulde og sne for at hilse på sommeren. Eventyret er fyldt med symbolik og kan ses som en refleksion over forhåbning, skuffelse og fornyelse.
I denne historie vågner blomsten (som er en sommergæk) op under jorden, tiltrukket af solstrålerne og regndråberne, der lover lys og varme. Blomsten bryder igennem sneen, fyldt med forventning om sommer, men det er for tidligt, og den konfronteres med vinterens barske virkelighed. Alligevel forbliver sommergækken stærk i sin tro og finder glæde i sin egen skønhed og betydning.
Eventyret drejer sig også om kærlighed og det at bringe glæde til andre, idet blomsten bliver plukket af børn og brugt som en symbolsk gave, en „sommergæk“, mellem to unge elskende. Denne handling fører til både romantik og skuffelse, når kærligheden ikke varer ved.
Blomstens senere fund i en gammel bog viser, hvordan den kan blive et symbolsk tegn, der forbinder den med en anden „sommergæk“, nemlig digteren Ambrosius Stub, som også kom for tidligt i sin tid. Dette understreger ideen om, at selv det, der virker flygtigt og forbigående, kan have en vedvarende betydning.
Historien fænger med sin blanding af naturens skønhed, menneskelige følelser og livets cykliske natur, der konstant bringer nye begyndelser og afslutninger.
„Sommergækken“ af Hans Christian Andersen er et eventyr, der benytter den beskedne sommergæk-blomst som en metafor for mange dybere temaer. På overfladen fortæller eventyret om blomstens rejse fra at være begravet under jord og sne til at blive plukket og sendt som en gave. Men som i mange af Andersens eventyr ligger der en dybere mening under overfladen.
En af de centrale tematikker i eventyret er kontrasten mellem forventning og virkelighed. Sommergækken er liljeblomst, der symboliserer håb og forår, men også skrøbelighed. Den rækker sig mod lys og varme, kun for at finde sig selv udsat for skarpe vinde og kulde. Dette kan ses som et billede på menneskets drømme og forhåbninger, der ofte kommer på prøve, når de konfronteres med realiteterne i verden.
Eventyret udforsker også temaer omkring tidens gang og forgængelighed. Sommergækken kommer tidligt, før sommeren virkelig er ankommet, og bliver dermed en „vinterens nar. “ Dette afspejler, hvordan menneskelige ambitioner og kærligheder kan komme for tidligt eller være uden for deres rette tid og sted. Når blomsten senere opdager, at den har gækket en elskende som led i en traditionel påskeskik, ser vi også, hvordan den bliver en del af menneskers liv og følelser, men med en forståelse, at den spillede en rolle i en historie om ungdom, kærlighed og skuffelse.
Desuden kan eventyret læses som en kommentar om kunstnerens eller digterens rolle i samfundet. Referencen til Ambrosius Stub, en dansk digter, der kæmpede for anerkendelse i sin tid, viser parallellen til sommergækken — begge kom måske „for tidligt,“ men efterlader alligevel en betydning for dem, der finder dem senere. Sommergækken optræder som et symbol på kunstnerens skrøbelige status, idet den bliver glemt og derefter genopdaget i bøger, erkendte for sin subtile, men vedholdende tilstedeværelse.
Som med mange af Andersens eventyr er der mange lag af betydning, som kan tolkes forskelligt. Sommergækken bliver både en historie om naturlige fænomener, en refleksion over menneskelig oplevelse af tid, skuffelse, og genopdagelse, samt en subtil kritik af samfundets behandling af dem med visioner, der kommer før deres tid.
„Sproglig analyse af eventyret ‚Sommergækken‘ af Hans Christian Andersen“
Hans Christian Andersens eventyr „Sommergækken“ er rig på sproglige og stilistiske træk, som bidrager til fortællingens poetiske og symbolske dybde.
Personifikation: Andersen gør flittig brug af personifikation i beskrivelserne af naturens elementer. Blomsterløget og solstrålerne har menneskelige træk, idet de kan samtale med hinanden. Blomsten spørger solstrålen „Når er det sommer?“, og solstrålen svarer, hvilket skaber et eventyrligt univers, hvor naturens elementer lever og kommunikerer.
Symbolik: Sommergækken symboliserer håb, fornyelse og forårets komme. Den er den første blomst, som baner vej for sommeren, trods den barske vinter. På et dybere plan kan blomsten også symbolisere menneskets tro og modstandskraft, idet den står imod vinterens kulde og vinde.
Kontrast: Der er en tydelig kontrast mellem vinterens hårdhed og Sommergækkens skrøbelighed, men også styrke. Denne kontrast bruges til at fremhæve blomstens mod og tro på sommerens komme, selv midt i vinterens kulde.
Metaforer og billedsprog: Andersen benytter rigt billedsprog, såsom „Solstrålerne klappede og kyssede den“ og „bøjende sit hoved, når snefnuggene faldt tætte og tunge“, hvilket giver fortællingen en poetisk kvalitet. Disse billeder maler levende scener, som læserne kan forestille sig.
Gentagelser: Gentagelsen af ord som „sommergæk“ understreger temaerne om håb og fornyelse. Gentagelsen fungerer også som et incitament i fortællingen, der driver handlingen fremad og fastholder læserens opmærksomhed.
Narrativ struktur: Fortællingen følger en traditionel narrativ struktur med en begyndelse, midte og slutning. Sommergækkens rejse fra løget under sneen til sin skæbne som et vinterens offer afspejler livets cyklus og den uundgåelige forandring.
Emotional og moral dimension: Eventyret bærer også en følelsesmæssig og moralsk dimension. Sommergækkens skæbne spejler til dels menneskets kamp mod modgang samt håbet om en lysere fremtid. Samtidig indeholder det en lære om at forstå og værdsætte skønheden i det skrøbelige og forbigående.
Andersens „Sommergækken“ er således en fortælling, der gennem sine sproglige virkemidler formidler dybere temaer og følelser på en måde, der taler til både børn og voksne. Det er denne dygtige blanding af enkelthed og dybde, der kendetegner Andersens eventyrkunst.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, IT |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 28.8 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 72.3 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 6.7 |
| Gunning Fog Indeks | 8.7 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.1 |
| SMOG Indeks | 9.3 |
| Automated Readability Indeks | 5.6 |
| Antal tegn | 6.706 |
| Antal bogstaver | 5.145 |
| Antal sætninger | 86 |
| Antal ord | 1.216 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 14,14 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 178 |
| Procentdel af lange ord | 14.6% |
| Antal Stavelser | 1.728 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,42 |
| Ord med tre stavelser | 95 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 7.8% |
