Læsetid for børn: 13 min
Har du nogensinde set et rigtig gammelt træskab, ganske sort af alderdom og skåret ud med snirkler og løvværk? Just sådant et stod der i en dagligstue, det var arvet fra oldemoder, og udskåret med roser og tulipaner fra øverst til nederst; der var de underligste snirkler og mellem dem stak små hjorte hovedet frem med mange takker, men midt på skabet stod snittet en hel mand, han var rigtignok grinagtig at se på og grine gjorde han, man kunne ikke kalde det at le, han havde gedebukkeben, små horn i panden og et langt skæg. Børnene i stuen kaldte ham altid gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, for det var et svært navn at sige, og der er ikke mange der får den titel; men at lade ham skære ud det var også noget. Dog nu var han der jo! altid så han hen til bordet under spejlet, for der stod en yndig lille hyrdinde af porcelæn; skoene var forgyldt, kjolen nydelig hæftet op med en rød rose og så havde hun guldhat og hyrdestav; hun var dejlig. Tæt ved hende stod en lille skorstensfejer, så sort som et kul, men i øvrigt også af porcelæn; han var lige så ren og pæn som nogen anden, at han var skorstensfejer, det var jo bare noget han forestillede, porcelænsmageren kunne lige så godt have gjort en prins af ham, for det var ét!
Der stod han med sin stige så nydeligt, og med et ansigt, så hvidt og rødt, som en pige og det var egentligt en fejl, for lidt sort kunne han gerne have været. Han stod ganske nær ved hyrdinden; de var begge to stillet hvor de stod, og da de nu var stillet, så havde de forlovet sig, de passede jo for hinanden, de var unge folk, de var af samme porcelæn og begge lige skrøbelige.
Tæt ved dem stod der nok en dukke, der var tre gange større, det var en gammel kineser, som kunne nikke; han var også af porcelæn og sagde at han var bedstefader til den lille hyrdinde, men det kunne han nok ikke bevise, han påstod at han havde magt over hende, og derfor havde han nikket til gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, der friede til den lille hyrdinde.
„Der får du en mand,“ sagde den gamle kineser, „en mand, som jeg næsten tror er af mahognitræ, han kan gøre dig til gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergentinde, han har hele skabet fuldt af sølvtøj, foruden hvad han har i de hemmelige gemmer!“
„Jeg vil ikke ind i det mørke skab!“ sagde den lille hyrdinde, „jeg har hørt sige, at han har derinde elve porcelænskoner!“ –
„Så kan du være den tolvte!“ sagde kineseren, „i nat, så snart det knager i det gamle skab, skal I have bryllup, så sandt som jeg er en kineser!“ og så nikkede han med hovedet og faldt i søvn.
Men den lille hyrdinde græd og så på sin hjertensallerkæreste, den porcelænsskorstensfejer.
„Jeg tror jeg vil bede dig,“ sagde hun, „at du vil gå med mig ud i den vide verden, for her kan vi ikke blive!“
„Jeg vil alt hvad du vil!“ sagde den lille skorstensfejer, „lad os straks gå, jeg tænker nok jeg kan ernære dig ved professionen!“
„Bare vi var vel nede af bordet!“ sagde hun, „jeg bliver ikke glad før vi er ude i den vide verden!“
Og han trøstede hende og viste hvor hun skulle sætte sin lille fod på de udskårne kanter og det forgyldte løvværk ned om bordbenet, sin stige tog han også til hjælp og så var de nede på gulvet, men da de så hen til det gamle skab, var der sådant et røre; alle de udskårne hjorte stak hovederne længere frem, rejste takkerne og drejede med halsen; gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten sprang højt i vejret, og råbte over til den gamle kineser, „nu løber de! nu løber de!“
Da blev de lidt forskrækkede, og sprang gesvindt op i skuffen til forhøjningen.
Her lå tre, fire spil kort, som ikke var komplette og et lille dukketeater, der var rejst op, så godt det lod sig gøre; der blev spillet komedie og alle damerne, både ruder og hjerter, klør og spar, sad i første række og viftede sig med deres tulipan og bag ved dem stod alle knægtene og viste at de havde hoved, både foroven og forneden, således som spillekort har det. Komedien handlede om to, som ikke måtte få hinanden, og hyrdinden græd derover, for det var ligesom hendes egen historie.
„Det kan jeg ikke holde ud!“ sagde hun. „Jeg må op af skuffen!“ men da de kom på gulvet og så op til bordet, så var den gamle kineser vågnet, og rokkede med hele kroppen, han var jo en klump forneden!
„Nu kommer den gamle kineser!“ skreg den lille hyrdinde og så faldt hun lige ned på sine porcelænsknæ, så bedrøvet var hun.
„Jeg får en tanke,“ sagde skorstensfejeren, „skal vi krybe ned i den store potpourrikrukke der står i krogen, der kan vi ligge på roser og lavendler og kaste ham salt i øjnene når han kommer.“
„Det kan ikke forslå!“ sagde hun, „desuden ved jeg at gamle kineser og potpourrikrukken har været forlovede og der bliver altid lidt godhed tilbage når man således har stået i forhold! nej der er ikke andet for end at gå ud i den vide verden!“
„Har du virkelig mod til at gå med mig ud i den vide verden?“ spurgte skorstensfejeren. „Har du betænkt hvor stor den er, og at vi aldrig mere kan komme her tilbage!“
„Det har jeg!“ sagde hun.
Og skorstensfejeren så ganske stift på hende og så sagde han: „Min vej går gennem skorstenen! har du virkelig mod til at krybe med mig gennem kakkelovnen både gennem tromlen og røret? så kommer vi ud i skorstenen og der forstår jeg at bruge mig! vi stiger så højt at de ikke kan nå os, og øverst oppe er der et hul ud til den vide verden!“
Og han førte hende hen til kakkelovnsdøren.
„Der ser sort ud!“ sagde hun, men hun gik dog med ham, både gennem tromlen og gennem røret, hvor der var den bælgmørke nat.
„Nu er vi i skorstenen!“ sagde han, „og se! se! ovenover skinner den dejligste stjerne!“
Og det var en virkelig stjerne på himlen, der skinnede lige ned til dem, ligesom om den ville vise dem vejen. Og de kravlede og de krøb, en gruelig vej var det, så højt, så højt; men han løftede og lettede, han holdt hende og viste de bedste steder hvor hun skulle sætte sine små porcelænsfødder og så nåede de lige op til skorstensranden og på den satte de sig, for de var rigtignok trætte og det kunne de også være.
Himlen med alle sine stjerner var ovenover, og alle byens tage nedenunder; de så så vidt omkring, så langt ud i verden; den stakkels hyrdinde havde aldrig tænkt sig det således, hun lagde sit lille hoved op til sin skorstensfejer og så græd hun, så at guldet sprang af hendes livbånd.
„Det er alt for meget!“ sagde hun. „Det kan jeg ikke holde ud! verden er alt for stor! gid jeg var igen på det lille bord under spejlet! jeg bliver aldrig glad før jeg er der igen! nu har jeg fulgt dig ud til den vide verden, nu kan du gerne følge mig hjem igen, dersom du holder noget af mig!“
Og skorstensfejeren talte fornuftig for hende, talte om gamle kineser og om gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, men hun hulkede så gruelig, og kyssede sin lille skorstensfejer, så han kunne ikke andet end føje hende, skønt det var galt.
Og så kravlede de igen med stor besværlighed ned af skorstenen, og de krøb gennem tromlen og røret, det var slet ikke rart, og så stod de i den mørke kakkelovn; dér lurede de bag døren for at få at vide, hvorledes det stod til i stuen. Der var ganske stille; de kiggede ud – ak, dér lå midt på gulvet den gamle kineser, han var faldet ned af bordet, da han ville efter dem og lå slået i tre stykker; hele ryggen var gået af i én stump og hovedet lå trillet hen i en krog; gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten stod hvor han altid havde stået og tænkte over.
„Det er grueligt!“ sagde den lille hyrdinde, „gamle bedstefader er slået i stykker, og vi er skyld deri! det kan jeg aldrig overleve!“ og så vred hun sine små bitte hænder.
„Han kan klinkes endnu!“ sagde skorstensfejeren. „Han kan meget godt klinkes! – Vær bare ikke så heftig! når de limer ham i ryggen og give ham en god klinke i nakken, så vil han være så god som ny igen og kan sige os mange ubehageligheder!“
„Tror du?“ sagde hun. Og så krøb de op igen på bordet hvor de før havde stået.
„Se så langt kom vi!“ sagde skorstensfejeren, „der kunne vi have sparet os al den ulejlighed!“
„Bare vi havde den gamle bedstefader klinket!“ sagde hyrdinden. „Kan det være så dyrt?“
Og klinket blev han; familien lod ham lime i ryggen, han fik en god klinke i halsen, han var så god som ny, men nikke kunne han ikke.
„De er nok blevet hovmodig, siden De har været slået i stykker!“ sagde gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, „jeg synes dog ikke, at det er noget at være så forfærdeligt af! skal jeg have hende eller skal jeg ikke have hende?“
Og skorstensfejeren og den lille hyrdinde så så rørende på den gamle kineser, de var så bange han skulle nikke, men han kunne ikke og det var ham ubehageligt at fortælle til en fremmed, at han havde bestandig en klinke i nakken, og så blev de porcelænsfolk sammen og de velsignede bedstefaders klinke og holdt af hinanden til de gik i stykker.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Hyrdinden og Skorstensfejeren“ er et af H. C. Andersens klassiske eventyr, der handler om kærlighed, frihed og mod. Historien finder sted i en dagligstue i et gammelt hus, hvor flere porcelænsfigurer bor på et smukt udskåret træskab. Eventyret fokuserer på to figurer, en yndig porcelænshyrdinde og en skorstensfejer, der også er lavet af porcelæn.
Hyrdinden og skorstensfejeren er forelskede og forlovede, men deres fremtid trues, da en anden figur, gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, frier til hyrdinden med hjælp fra den gamle kineser, som hævder at have magten over hende. Den gamle kineser vil have, at hun skal giftes med sergenten, og det gør hyrdinden ulykkelig.
For at undgå den tvungne forbindelse beslutter hyrdinden og skorstensfejeren sig for at flygte ud i den „vide verden“. De vinder friheden ved at tage den farefulde vej gennem skorstenen og når op på det højeste punkt, hvor de ser stjernerne og byens tage, hvilket får hyrdinden til at indse, at verden er alt for stor og skræmmende.
Til sidst overmandes de af hjemvé og vender tilbage til deres trygge plads på skabet. Da de kommer hjem igen, ser de, at kineseren er faldet ned og er slået i stykker, men bliver repareret, selvom han aldrig kommer til at nikke igen. Hyrdinden og skorstensfejeren bliver til sidst sammen, takket være kineserens begrænsede indflydelse efter sit fald.
„Eventyret“ kan fortolkes som en fortælling om at værdsætte det nære og det kendte, mens det også leget med idéerne om autoritet og trods, at frygte det ukendte, men også at finde mod til at følge sit hjerte, selv når det betyder at tage en risiko.
„Hyrdinden og skorstensfejeren“ af Hans Christian Andersen er et eventyr, der rummer flere forskellige fortolkninger, alt efter hvordan man vælger at se på fortællingen.
Her er nogle mulige tolkninger
Frihed og Kærlighed: På et plan handler eventyret om jagten på frihed og kærlighed. Hyrdindens og skorstensfejerens flugt fra den gamle kineser og gedebukkeben-kommandanten symboliserer ønsket om at undgå arrangerede forhold og strenge sociale normer. Deres rejse repræsenterer en søgen efter ægte kærlighed og friheden til at vælge sin egen skæbne.
Modenhed og Selvindsigt: Rejsen, de to figurer tager, kan også ses som en metafor for personlig vækst og erkendelse. Selvom de undslipper, finder de ud af, at deres drøm om friheden i den store verden er fyldt med udfordringer, og de vender tilbage til deres trygge, velkendte miljø. Dette afspejler den menneskelige erfaring med at vokse op og erkende livets kompleksitet.
Satire over det Sociale Hierarki: Fortællingen kan også tolkes som en satire over det sociale hierarki og de roller, folk tildeles i samfundet. Gedebukkeben-kommandanten repræsenterer overklassen med magt og indflydelse, mens hyrdinden og skorstensfejeren symboliserer de almindelige mennesker, der stræber efter at finde deres egen plads i verden uden at blive underlagt andres vilje.
Porcelæn som Symbol på Skrøbelighed: Eventyrets figurer er lavet af porcelæn, hvilket understreger deres skrøbelighed. Dette kan ses som en kommentar om livets skrøbelighed og hvordan kærlighed og relationer kan være følsomme og lette at skade, men samtidig værdifulde og noget at værne om.
Tradition vs. Fornyelse: Den gamle kineser kunne symbolisere faste traditioner og forældede skikke, mens hyrdinden og skorstensfejeren repræsenterer det nye og moderne, der prøver at bryde fri fra disse bindinger. Eventyret viser dermed konflikten mellem at følge traditioner og at skabe sit egen livsvilkår.
Disse tolkninger minder om, hvordan eventyr på en kreativ måde kan reflektere og kommentere på personlige og samfundsmæssige emner.
„Hyrdinden og Skorstensfejeren“ er en klassisk fortælling af Hans Christian Andersen, der indeholder mange af de elementer, som er typiske for eventyr: personificering, magiske objekter, og en rejse væk fra det hjemlige i jagten på lykken.
Personificering og levendegørelse: Andersen gør brug af personificering ved at give objekter menneskelige egenskaber. Porcelænsfigurer som hyrdinden, skorstensfejeren, og den gamle kineser handler og føler som mennesker. Dette greb gør fortællingen levende og underholdende, specielt for en yngre læserskare.
Symbolik: De forskellige porcelænsfigurer kan symbolisere forskellige samfundslag og typer af mennesker. Hyrdinden repræsenterer uskyld og renhed, mens skorstensfejeren kan ses som en folkelig karakter, der præges af praktisk sans og loyalitet. Rejsen op gennem skorstenen symboliserer måske en rejse mod frihed eller et forsøg på at overskride grænserne af det velkendte.
Dialog og drama: Historien bruger dialog effektivt til at udvikle karaktererne og fremme handlingen. Samtalerne mellem hyrdinden og skorstensfejeren afslører deres kærlighed og frygt. Dramatisk spænding opstår, når kineseren og skabsgeneralen forsøger at forhindre hyrdinden i at finde sin egen vej, hvilket fører til en flugtsekvens.
Humor: Andersen integrerer humor, f. eks. gennem det absurde og lange navn „gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten“ samt gennem de dynamiske interaktioner mellem karaktererne.
Eventyrstruktur: Teksten følger den klassiske eventyrstruktur med begyndelse, konflikt, klimaks og afslutning. Fortællingens klimaks er flugten gennem skorstenen, og afslutningen bringer dem tilbage til deres udgangspunkt, nu med en ændret forståelse.
Tema: Et centralt tema er kærlighedens styrke og individets ret til at træffe egne valg på tværs af autoriteters ønsker. Hyrdinden og skorstensfejeren vælger hinanden til trods for modstanden og risikoen det indebærer. Samtidig udfordrer de autoriteternes krav, repræsenteret ved den gamle kineser og skabet.
Andersens eventyr bruger altså en enkel historie til at udforske komplekse temaer omkring frihed, kærlighed, og den menneskelige trang til at træde uden for kendte rammer. Sproget er levende og billedrigt, hvilket gør fortællingen tidløs og appellerende for både børn og voksne.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT, NL |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 33.7 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 63 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 9.1 |
| Gunning Fog Indeks | 11.1 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.4 |
| SMOG Indeks | 10.7 |
| Automated Readability Indeks | 8.1 |
| Antal tegn | 8.989 |
| Antal bogstaver | 7.000 |
| Antal sætninger | 87 |
| Antal ord | 1.634 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 18,78 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 244 |
| Procentdel af lange ord | 14.9% |
| Antal Stavelser | 2.409 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,47 |
| Ord med tre stavelser | 148 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 9.1% |
