Læsetid for børn: 14 min
Der var engang en konge, som havde en dronning med gyldent hår, og hun var så dejlig, at hendes lige ikke fandtes i hele verden. Engang blev hun syg, og da hun mærkede, at hun skulle dø, kaldte hun på kongen og sagde: „Hvis du gifter dig igen, når jeg er død, må du love mig, at den du vælger, skal være ligeså smuk som jeg og have ligesådan et gyldent hår.“ Da kongen havde lovet det, lukkede hun sine øjne og døde.
Kongen sørgede dybt og tænkte ikke på at tage sig en anden kone. Men så sagde rådsherrerne: „Det går ikke an, kongen må gifte sig igen, så landet får en dronning.“ Der blev nu sendt bud vidt og bredt for at finde en brud, der var ligeså smuk som den afdøde dronning. Men der var ingen i hele verden, og der var slet ingen, som havde sådan et dejligt gyldent hår. Sendebudene måtte altså vende tilbage med uforrettet sag.
Kongen havde en datter, der var lige så smuk som hendes afdøde mor og også havde sådan et gyldent hår. Da hun var blevet voksen, så kongen pludselig en dag, hvor meget hun lignede sin mor, og blev straks forelsket i hende. Han sagde derfor til sine rådsherrer: „Jeg vil gifte mig med min datter, hun er min afdøde dronnings udtrykte billede, og jeg kan dog ikke finde nogen brud, som ligner hende.“ Rådsherrerne blev meget forfærdede og sagde: „Gud har forbudt, at en far gifter sig med sin datter. Det er en stor synd, og det vil sikkert styrte riget i ulykke.“ Datteren blev endnu mere forfærdet, da hun hørte det, men håbede dog at bevæge ham til at opgive sit forehavende og sagde til ham: „Før jeg opfylder eders ønske må jeg have tre kjoler, en så gylden som solen, en der blinker af sølv som månen og en, der stråler som stjernerne. Endelig vil jeg have en kappe af tusind slags pelsværk, hvert dyr i eders rige må give et stykke af sit skind dertil.“ Hun tænkte, det var umuligt, og mente, at hendes far imidlertid nok ville komme på andre tanker. Men kongen lod de dygtigste jomfruer i landet væve de tre kjoler, der strålede som solen og månen og stjernerne, og jægerne måtte fange alle dyrene i hele riget og tage et stykke skind af hver. Da det hele var færdigt, bredte kongen det ud for hende og sagde: „I morgen skal brylluppet stå.“
Da kongedatteren så, at der ikke var noget håb, besluttede hun at flygte. Om natten, da alle sov, stod hun op, tog tre af sine kostbarheder med sig, en guldring, en guldrok og en guldten. De tre kjoler lagde hun i en nøddeskal, tog kappen af de tusind skind over sig og sværtede ansigt og hænder sorte. Så bad hun til Gud og gik og gik hele natten, til hun kom til en stor skov. Og da hun var træt, satte hun sig i et hult træ og faldt i søvn.
Solen stod op og hun sov og sov langt hen på dagen. Den konge, som ejede skoven, var imidlertid netop på jagt derinde, og da hundene kom hen til træet løb de rundt om det og snusede. „Se dog efter, hvad for et dyr, der har gemt sig derinde,“ sagde kongen til sine jægere. De adlød og kom lidt efter tilbage og sagde: „Der ligger et løjerligt dyr inde i det hule træ og sover. Det er bedækket med tusind slags skind.“ – „Se om I kan fange det levende og bind det så på vognen,“ sagde kongen. Da jægerne tog fat på pigen, for hun forskrækket op og råbte: „Jeg er et stakkels barn, som hverken har far eller mor. Må jeg følge med jer?“ – „Der kan være god brug for dig i køkkenet, Tusindskind,“ sagde de, „kom kun med, du kan feje asken sammen.“ De satte hende nu op på vognen og kørte hjem til slottet. Der anviste de hende et lille rum under trappen, hvor der ikke trængte en solstråle ind, og sagde: „Der kan du bo, lille rovdyr.“ Derpå blev hun sendt ned i køkkenet og måtte bære vand og brænde, gøre ild på, plukke fjerkræ, feje aske sammen og alt det groveste arbejde.
Hun førte nu i lang tid en kummerlig tilværelse her, den stakkels, smukke prinsesse. Engang, da der var fest på slottet, bad hun kokken, om hun måtte få lov til at gå op og stille sig udenfor døren og kigge lidt på al herligheden. „Ja, men du må være tilbage om en halv time og feje asken op,“ sagde han. Hun tog nu en lampe og gik ned i sit lille rum, tog kappen af, vaskede soden af ansigt og hænder, så man så, hvor smuk hun var. Derpå lukkede hun nødden op og tog den kjole, der skinnede som solen. Så gik hun op i salen og alle veg til side for hende. Ingen kendte hende, men de tænkte allesammen, at det måtte være en prinsesse. Kongen kom hen og dansede med hende og tænkte, at han aldrig havde set så dejlig en kvinde. Da dansen var forbi, nejede hun, og da kongen vendte sig om, var hun forsvundet, og ingen vidste, hvor hun var blevet af. Der blev sendt bud efter skildvagterne, som stod udenfor slottet, men de kunne heller ikke give nogen oplysning.
Prinsessen var imidlertid løbet ned i sit lille rum, havde i en fart taget sin kjole af, sværtet ansigt og hænder og kastet kappen om sig og var igen Tusindskind. Da hun kom ind i køkkenet og ville gå hen og feje asken sammen, sagde kokken: „Lad det bare ligge og gå hen og kog kongens suppe. Jeg skal nok have et øje med dig. Men pas på, at der ikke falder et eneste hår ned deri, for så får du aldrig mere noget at spise.“ Derpå gik han, og Tusindskind lavede suppen så godt hun kunne, og da hun var færdig, hentede hun sin guldring og lagde den i den terrin suppen skulle hældes i. Da dansen var forbi lod kongen maden bringe op, og han syntes aldrig, han havde smagt så dejlig en suppe. Da terrinen var tømt, så han guldringen på bunden og kunne ikke begribe, hvor den var kommet fra. Han sendte bud efter kokken, som blev meget forskrækket og sagde til Tusindskind: „Du har nok tabt et hår i suppen, du skal få dine ører varmet.“ Han gik nu op til kongen, som spurgte, hvem der havde kogt suppen. „Det har jeg,“ svarede kokken. „Det er ikke sandt,“ sagde kongen, „den er lavet helt anderledes end ellers og smager meget bedre.“ – „Ja, når jeg skal være ærlig må jeg tilstå, at Tusindskind har lavet den,“ svarede han, og kongen befalede, at hun skulle hentes.
Da Tusindskind kom derop spurgte kongen, hvem hun var. „Jeg er et stakkels barn, som hverken har far eller mor,“ svarede hun. „Hvad gør du her i slottet?“ spurgte han. „Jeg bestiller ikke andet end at få støvlerne kastet i hovedet,“ svarede hun. „Hvorfra kommer da den ring, som lå i suppen?“ – „Det ved jeg ikke,“ svarede hun, og kongen kunne ikke få mere ud af hende og måtte lade hende gå igen.
Nogen tid efter blev der igen fejret en fest, og Tusindskind bad kokken, om hun måtte få lov til at gå op og se på stadsen. „Ja, men du må komme tilbage om en halv time og koge den suppe, kongen holder så meget af,“ svarede han. Tusindskind løb i en fart ned og vaskede sig og tog den kjole, der lyste som måneskin. Hun så aldeles ud som en prinsesse, og da hun kom op i salen gik kongen hende glad i møde og dansede med hende. Da dansen var til ende, forsvandt hun så hurtigt, at han ikke kunne se, hvor hun blev af. Hun smuttede i en fart ned i sit lille kammer og gik lidt efter som Tusindskind op i køkkenet for at lave suppe. Mens kokken var ovenpå, hentede hun guldrokken og lagde den i terrinen, som suppen skulle hældes i. Derpå blev den bragt til kongen og smagte ham ligeså godt som forrige gang, og han sendte bud efter kokken, som måtte indrømme, at Tusindskind havde lavet den. Hun kom igen derop men svarede blot, at hun ikke bestilte andet end få støvlerne kastet i hovedet, og at hun ikke vidste noget om guldrokken.
Da kongen for tredie gang fejrede en fest, gik det ligesom tidligere. Kokken sagde rigtignok: „Du er en heks, Tusindskind, og gør noget ved suppen, så den smager kongen bedre end min mad,“ men da hun bad så meget om det, fik hun dog lov til at gå lidt derop. Hun tog nu den tredie kjole, der strålede som stjerner, og trådte ind i salen. Kongen dansede igen med hende og syntes aldrig, hun havde været så dejlig. Mens de dansede, satte han, uden at hun mærkede det, en guldring på hendes finger, og havde befalet at dansen skulle vare rigtig længe. Da den var forbi, ville han holde hende fast, men hun rev sig løs og forsvandt i mængden. Hun skyndte sig ned i sit lille kammer, men hun var blevet så længe borte, at hun ikke fik tid til at tage kjolen af, men kun fik kastet en kappe over sig og i skyndingen fik hun sig ikke sværtet rigtigt, men den ene finger blev hvid. Derpå løb hun op i køkkenet, lavede suppen, og da kokken var borte lagde hun guldtenen deri. Da kongen fandt den, lod han Tusindskind kalde, og så da den hvide finger og den ring, han havde givet hende. Han greb hendes hånd og ville holde hende fast, og da hun ville rive sig løs gik kappen lidt op, så at stjernekjolen skinnede frem. Kongen greb nu fat i kappen og rev den af, og hun stod nu der i hele sin pragt og med det gyldne hår ned over skuldrene, og da hun havde tørret soden af ansigtet var hun det skønneste, man kunne tænke sig. „Du skal være min brud,“ sagde kongen, „intet i verden skal skille os.“ Derpå blev brylluppet fejret, og de levede længe og lykkeligt sammen.

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Tusindskind: “ er et eventyr fra Brødrene Grimm, der handler om en konge, der efter sin dronnings død lover at gifte sig igen med en kvinde, der er lige så smuk som hende. Hans datter, der er lige så smuk som sin afdøde mor, vækker hans romantiske interesse, men hun nægter ham og prøver at flygte fra hans forskruede planer.
Hun kræver tre umulige opgaver: tre kjoler, der lyser som solen, månen og stjernerne, og en kappe lavet af tusind forskellige dyreskind, i håb om at hendes far vil opgive.
Kongen opfylder dog hendes ønsker, hvilket tvinger hende til at flygte. Hun forklæder sig ved at male sit ansigt og bære kappen af skind, så hun ikke genkendes, og ender med at arbejde i køkkenet på et nærliggende kongeslot. Hendes sande identitet bliver dog afsløret gennem de små skatte, hun skjuler i kongens suppe, og de kjoler, hun bærer til kongelige fester. Til sidst opdager kongen hendes sande identitet og vælger hende som sin brud.
Eventyret er en kompliceret fortælling om identitet, flugt og genkendelse, der indebærer elementer af både det brutale og det magiske, typisk for Grimms eventyr. Det viser, hvordan mod, kløgt og lidt held kan føre til en lykkelig slutning, selv i de mest desperate situationer.
„Tusindskind“ er et eventyr af Brødrene Grimm, som behandler temaer som tab, identitet, mod og forvandling. Historien udforsker forskellige komplekse sociale og psykologiske emner, særligt gennem hovedpersonens rejse fra undertrykkelse til frihed og kærlighed.
Her er nogle forskellige fortolkninger og temaer, som kan udledes af eventyret „Tusindskind“:
Sorg og Løfter: Begyndelsen af historien fokuserer på tabet af dronningen og kongens løfte om kun at gifte sig med nogen, der er lige så smuk og har gyldent hår som hende. Dette løfte bliver katalysatoren for de senere begivenheder i fortællingen. Det illustrerer, hvordan sorg kan føre til usunde beslutninger.
Forbudt Kærlighed og Magtmisbrug: Kongens beslutning om at gifte sig med sin egen datter, fordi hun ligner sin afdøde mor, berører emner som magtmisbrug og samfundets tabuer omkring incest. Rådsherrernes og datterens reaktioner viser en modstand imod denne magtmisbrug og indikerer en kamp mellem personlig magt og moralske værdier.
Mod og Snarrådighed: Prinsessen viser mod ved at stille tilsyneladende uopnåelige krav til sin far for at undgå ægteskabet. Da kravene alligevel opfyldes, udviser hun snarrådighed og mod ved at flygte og tage skæbnen i egne hænder.
Transformation og Selvstændighed: Tusindskinds transformation, ved hjælp af forklædningen som en tjener med kappen af tusind skind, symboliserer hendes skift fra en position af sårbarhed til selvstændighed. Det understreger idéen om at finde styrke og identitet gennem modgang.
Sociale Klasser og Identitet: Hendes rejse fra prinsesse til en køkkentjener afspejler temaer om sociale klasser og hvordan disse påvirker identitet. Selvom hun lever skjult som Tusindskind, forbliver hendes indre værdighed og adel intakt, hvilket kommer til syne under kongens baller.
Kærlighed og Genkendelse: Kongens voksende interesse i deres møder under festerne og hans endelige genkendelse af hende som prinsesse afspejler rejsen mod ægte kærlighed, der ser ud over ydre og sociale rammer.
Forvandling og Oprejsning: Historien ender med at Tusindskind afslører sin sande identitet og finder en form for oprejsning og lykkelig slutning ved at blive gift med kongen. Dette understreger temaet om forvandling og muligheden for et nyt liv, fri fra fortiden.
Eventyret „Tusindskind“ reflekterer mange universelle temaer og konflikter, som giver plads til forskellige fortolkninger afhængig af kulturel og personlig kontekst. Det er en fortælling om overvindelse af modgang, bevarelse af sin identitet, og søgen efter kærlighed og anerkendelse.
Eventyret „Tusindskind“ af Brødrene Grimm er et klassisk eksempel på fortællingernes komplekse symbolik og narrative struktur. Gennem sproglig analyse kan vi afdække centrale temaer, karakteropbygning og symbolik i eventyret.
Temaer
Familiebånd og Forbudt Kærlighed:
En central konflikt i eventyret er kongens uetiske ønske om at gifte sig med sin datter, som repræsenterer en brud på naturlige og sociale love. Dette kan ses som en dramatisk overdrivelse, men det fremhæver problematikken ved autoritetsmisbrug og tabuer inden for familielivet.
Flugt og Selvstændighed:
Prinsessens flugt repræsenterer en rejse mod selvstændighed og identitetsdannelse. Ved at tage forskellige kostbare genstande med sig symboliserer det, at hun bærer sin værdi og identitet uafhængigt af sin far og den kongelige status.
Transformation og Identitetsskifte:
Tusindskinds evne til at skifte identitet og fremstå som både en tjenestepige og en strålende prinsesse understreger temaet om indre versus ydre identitet.
Karakteropbygning
Kongen:
Han fremstilles som magtfuld men svag over for sine egne følelser, hvilket leder til uacceptable valg. Hans udvikling i løbet af fortællingen er begrænset, men hans handlinger driver plottet fremad.
Prinsessen/Tusindskind:
Hun er en dynamisk protagonist, der udviser mod og intelligens ved at undslippe sin fars urimelige krav. Hendes evne til at bevæge sig mellem roller viser hendes resilience og tilpasningsevne.
Symbolik
De Tre Kjoler:
Kjolerne repræsenterer noget næsten uopnåeligt og sublimt. Hver kjole (solen, månen, stjernerne) symboliserer en højere skønhed og etiske idealer, som kongen oprindeligt ikke kan opnå gennem sin relation med datteren.
Kappen af Tusind Skind:
Kappen er en metafor for beskyttelse og en ny identitet, der tillader hende at undslippe magtens begrænsninger. Det dobbelte symbolik viser også naturens mangfoldighed og enhed, som beskytter og skjuler hende.
Moralsk Budskab
Eventyret leverer en implicit kritik af magtmisbrug og advarer mod at følge egne følelser ukritisk. Konsekvenserne af uetisk magtudøvelse fremhæves, og historien slutter med retfærdighed, da prinsessen finder en ny, proper relation.
Narrativ Strukturanalyse
Eventyret følger en klassisk struktur af udfordring, flugt og genoprettelse af orden. Ved at opbygge historien gennem tre fester, hvor prinsessen afslører sit sande jeg, skabes der suspense og tilfredsstillelse, da kongen til sidst anerkender hendes værdi og hendes identitet. Denne opbygning bidrager til fortællingens traditionelle morale om det gode, som vinder over det onde.
Sprogligt er eventyret enkelt men vævet med symbolik og gentagelser, der fremhæver de tematiske pointer. Gennem en kombination af realisme og magisk realisme skaber Brødrene Grimm en verden hvor indre dyder som mod og retfærdighed overvinder ydre konflikter og udfordringer.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Nummer | KHM 65 |
Aarne-Thompson-Uther Indeks | ATU Typ 510B |
Oversættelser | DE, EN, DA, ES, PT, FI, IT, JA, NL, PL, RO, RU, TR, VI, ZH |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 31.4 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 67.9 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 8.7 |
Gunning Fog Indeks | 9.7 |
Coleman–Liau Indeks | 8.1 |
SMOG Indeks | 9 |
Automated Readability Indeks | 7.6 |
Antal tegn | 8.979 |
Antal bogstaver | 6.930 |
Antal sætninger | 86 |
Antal ord | 1.705 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 19,83 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 198 |
Procentdel af lange ord | 11.6% |
Antal Stavelser | 2.395 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,40 |
Ord med tre stavelser | 87 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 5.1% |